Iran20106

Nævnet meddelte i januar 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2008. Ansøgeren er etnisk perser og kristen af trosretning. Ansøgeren forklarede, at han havde været idrætsinstruktør for Sepah og i 2008 havde nægtet at efterkomme en ordre fra en overordnet officer. Ansøgeren var derfor blevet anholdt og tilbageholdt i et kælderrum hos Sepah. Han var flygtet herfra ved at kravle over et pigtrådshegn. Ansøgeren var i Danmark konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren, der er iransk statsborger, som asylmotiv havde henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for forfølgelse, fordi han som gardist i Sepah under en demonstration i sommeren 2008 havde nægtet at følge en ordre fra en overordnet officer. Ansøgeren havde som yderligere asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for forfølgelse som følge af, at han i Danmark var konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet fandt ikke tilstrækkelig grund til at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han havde været idrætsinstruktør i Sepah. Nævnet fandt imidlertid, at ansøgerens forklaring om sin konflikt, herunder navnlig om håndgemænget med sin overordnede og flugten gennem et pigtrådshegn uden væsentlige skader forekom utroværdig og konstrueret. Denne del af ansøgerens asylmotiv kunne derfor ikke lægges til grund. Det kunne lægges til grund, at ansøgeren under sit ophold i Danmark havde tilsluttet sig Church of Love, og at han var blevet døbt. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at betvivle ansøgerens forklaring om, at han havde oplyst om dette til andre iranere og forsøgt også at få dem involveret i at tilslutte sig kirken. Efter en samlet vurdering af ansøgerens aktiviteter i Danmark sammenholdt med det forhold, at det ikke kunne udelukkes, at han allerede som følge af sin gardistbaggrund ville være i myndighedernes søgelys, fandt Flygtningenævnet ikke at kunne udelukke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2010/6.