statsborger fra Iran efter at have genoptaget sagen. Indrejst i 2001.I sommeren 2003 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I efteråret 2003 stadfæstede Flygtningenævnet denne afgørelse. Ansøgeren blev ikke udvist, eftersom han havde opholdstilladelse i medfør af familiesammenføringsreglerne. I foråret 2007 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på forlængelse af opholdstilladelsen, idet ansøgeren og ægtefællen ikke levede sammen på fælles bopæl. I efteråret 2007 stadfæstede Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration denne afgørelse. I slutningen af 2008 afviste Udlændingeservice ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 5. I efteråret 2009 stadfæstede Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration denne afgørelse. Flygtningenævnet besluttede i sommeren 2009 at genoptage asylsagen, idet der forelå nye oplysninger i sagen. Flygtningenævnet udtalte, at efter de foreliggende oplysninger, herunder ansøgerens forklaringer forud for Flygtningenævnets afgørelse i 2003, kunne Flygtningenævnet fortsat lægge til grund for sagen, at ansøgeren ikke ved sin udrejse af hjemlandet i foråret 2001, som var foregået ved legalt ægte pas via en international lufthavn i Teheran, havde været asylbegrundende forfulgt. Flygtningenævnet bemærkede blandt andet i den forbindelse, at ansøgeren efter sine egne oplysninger, som delvist var gentaget under ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet, havde været tilbageholdt to gange i kortere varighed af de iranske myndigheder, hvorunder han var blevet udspurgt om sin ægtefælles og dennes families forhold. Ansøgeren var herefter blevet løsladt betingelsesløst og havde opholdt sig i hjemlandet i omkring to år inden sin udrejse. Ansøgeren gjorde nu under den genoptagede sag navnlig gældende, at han senest under klimatopmødet i København i december 2009 havde deltaget i fire mere eller mindre spontane demonstrationer, rettet mod det iranske styre, som havde fundet sted på Kongens Nytorv, Rådhuspladsen og foran den iranske ambassade. Endvidere gjorde han gældende, at hans ægtefælles i et andet nordisk lands bosiddende svogre fortsat var politisk aktive, hvilket navnlig gjaldt en navngiven svoger, der var ægtefælle til ansøgerens ægtefælles søster. Denne person var efter det oplyste et højt profileret medlem af det iranske kommunistiske eksilparti. Flygtningenævnet fandt det imidlertid ikke sandsynliggjort, at hans deltagelse i de ovennævnte demonstrationer i december 2009 havde eksponeret ham i forhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren efter det oplyste blot havde deltaget i demonstrationerne på gaden, men ikke i øvrigt havde udtalt sig til pressen eller på anden måde havde foretaget aktive handlinger i forbindelse med demonstrationerne. Flygtningenævnet fandt ikke, at de foreliggende oplysninger om ansøgerens ægtefælles familiemedlemmer i sig selv kunne anses for asylbegrundende for ansøgeren. Den omstændighed, at ansøgerens ægtefælle lejlighedsvist havde kontakt med sin familie i et andet nordisk land, kunne ikke føre til noget andet resultat. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark siden 2001 uden at være blevet opsøgt af repræsentanter for de iranske myndigheder. Ansøgeren havde tilbageværende familiemedlemmer i sit hjemområde, som er iransk Kurdistan, og der var ikke holdepunkter for at antage, at nogen af disse familiemedlemmer var blevet udsat for forfølgelse fra myndighederne. Flygtningenævnet fandt derfor fortsat ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i konkret, individuel risiko for asylbegrundende forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i reel risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2010/4.
