Iran201031


Flygtningenævnet stadfæstede i november 2010 Udlændingeservice afslag til en mandlig statsborger fra Iran.

Flygtningenævnet udtalte:

”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran i Iran, hvor han boede indtil sin udrejse af Iran i 19[..] til Danmark, hvor han blev familiesammenført med sin daværende ægtefælle. Ansøgeren har i Iran sympatiseret med den monarkistiske organisation [….], som han er blevet medlem af efter sin ankomst til Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive forfulgt af myndighederne eller den muslimske befolkning, fordi han i Danmark sympatiserer med kristendommen og regelmæssigt har frekventeret to kirker i [….] de sidste seks år. Endvidere frygter han myndighedsforfølgelse på grund af sit tilhørsforhold til den monarkistiske organisation [….] samt på grund af sin deltagelse i demonstrationer i Danmark mod det iranske styre. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at hans deltagelse i de ovennævnte demonstrationer har eksponeret ham i forhold til de iranske myndigheder. Den omstændighed, at ansøgeren har oplyst, at en videofilm, hvorpå hans ansigt kan ses i ti til 15 sekunder, under en af disse demonstrationer, har ligget på et navngivent Internetsite, kan ikke føre til noget andet resultat. Flygtningenævnet bemærker, at det beror på ansøgerens egen formodning, at de iranske myndigheder har fået kendskab til hans deltagelse i de nævnte demonstrationer. Den omstændighed, at ansøgeren har udvist interesse for kristendommen i Danmark og herunder regelmæssigt har deltaget i gudstjenester og anden mødeaktivitet, kan ikke medføre at ansøgeren kan få asyl. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at disse forhold er kommet til de iranske myndigheders kendskab. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” Iran/2010/31