Flygtningenævnet meddelte i september 2010 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk perser fra Karaj. Ansøgeren har været har været medlem af en selvstændig politisk gruppe af højtuddannede kvinder. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran, frygter at blive slået ihjel af myndighederne på grund af sin deltagelse i en demonstration, hvor der blev sat ild til en moske. Flygtningenævnet kan tilslutte sig Udlændingeservices vurdering hvorefter ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet er endvidere enig med Udlændingeservice i, at udlændingelovens § 10, stk. 2 herefter ikke kan bringes i anvendelse. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Herefter var situationen den, at politiet og Basij-folk beskød demonstranterne med skarpe skud, da ansøgeren tilsluttede sig demonstrationen. Da en demonstrant var blevet dræbt, tog demonstranterne, der var mødt ubevæbnede frem, det kampmiddel i brug at sende sten med brændende klude og molotovcocktails mod den bygning, fra hvis tag politiet og Basij-folkene beskød menneskemængden. Det må anses for usikkert, om der omkom personer inde i den navngivne moske eller på moskeens tag i forbindelse med urolighederne. Det er sandsynligt, at der er flere udgange fra moskeen end den udgang, som demonstranterne blokerede med en brændende container. Det fremstår herefter som tvivlsomt, om ansøgeren ved at forsvare sig og de øvrige demonstranter mod myndighedspersonernes åbenbart uberettigede angreb under de givne omstændigheder har gjort sig skyldig i en kriminel handling. Handlingen findes under alle omstændigheder ikke at have en sådan grovhed, at den udelukker opholdstilladelse efter Flygtningekonventionens art. 1F. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2010/27