Iran201018

Nævnet meddelte i marts 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. I begyndelsen af 2009 havde ansøgeren deltaget i et møde med KDPI’s ungdomsafdeling, hvor han havde fået udleveret nogle papirer. Papirerne havde han lagt i en bog han skulle bruge på sin aftenskole. Til undervisningen havde læreren taget ansøgerens bog for således at vise eleverne, hvad de skulle lave. Læreren havde studset over papirerne og var gået ind i et andet lokale med bogen. Et par dage senere var ansøgerens broder blevet anholdt af politiet, eftersom ansøgeren ikke havde været til stede på bopælen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra Sarepole Zahab i Iran. Ansøgerens forklaring havde på nogle punkter fremstået som divergerende og udbyggende, men forklaringen havde i det væsentlige været den samme under hele behandlingen af sagen. Flygtningenævnet fandt således ikke at kunne afvise, at ansøgeren under et møde med KDPI’s ungdomsafdeling havde fået udleveret to stykker papir: dels en skabelon med teksten ”Leve Kurdistan” og ”KDPI” samt et medlemsbevis med ansøgerens navn og angivelse af, at han skulle indbetale 1000 tomaner, samt at myndighederne via aftenskolelæren var blevet bekendt med disse dokumenter. Flygtningenævnet fandt på dette grundlag, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2010/18.