Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren var således blevet degraderet og chikaneret af kolleger på sin arbejdsplads i Iran som følge af, at han var gift med en herboende iraner. Ansøgeren var udrejst som følge af, at han ikke havde kunnet få kontakt med sin ægtefælle, og han ønskede at leve sammen med hende og deres børn her i Danmark. Ansøgeren var efter det oplyste udrejst illegalt, og han mente, at han ikke ville kunne få sit job tilbage ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet fandt ikke, at de forhold, ansøgeren havde været udsat for på sin arbejdsplads, havde været af et sådant omfang og karakter, at disse kunne anses for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han af den grund havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at det forhold, at ansøgeren var udrejst illegalt og i den anledning måtte imødese en straf ved tilbagevenden til Iran, gav grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkedes herved, at straffen for ulovlig udrejse ikke kunne antages at være uforholdsmæssig. Iran/2010/1.
