Koens og aeresrelateret forfoelgelse - Anden forfoelgelse
Koens- og aeresrelateret forfoelgelse - Seksuelle forhold
Privatretlig forhold
Beviskrav og bevisvurdering U
Nævnet meddelte i oktober 2009 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2008. Ansøgeren havde, efter at have søgt om skilsmisse, mødt en anden mand, som hun havde haft et seksuelt forhold til. På et tidspunkt var det seksuelle forhold mellem ansøgeren og denne mand blevet optaget på DVD. Efterfølgende var ansøgeren blevet uvenner med manden, hvorefter han havde vist DVD’en til ansøgerens ægtefælle. Ægtefællen havde brugt denne DVD som dokumentation for en klage til Den Islamiske Revolutions Domstol. Ægtefællen havde endvidere udsat ansøgerens familie for chikane. Ansøgeren havde herefter taget kontakt til en advokat i Teheran, som havde informeret hende om, at hendes forbrydelse havde været meget alvorligt, idet et ulovligt forhold uden for ægteskab ville blive straffet med døden. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren i forbindelse med asylansøgningen og i asylansøgningsskemaet havde oplyst, at hendes asylmotiv var, at hun frygtede straf efter iransk lov som følge af utroskab, at hendes ægtefælle havde udøvet vold, at hun som følge heraf havde søgt om skilsmisse, og at ægtefællen havde kendskab til hendes utroskab. Ansøgeren havde efterfølgende udbygget sin forklaring og havde i den forbindelse forklaret divergerende. Flygtningenævnet fandt derfor, at dele af denne forklaring ikke kunne lægges til grund. Ansøgeren havde dog fastholdt det oprindelige asylmotiv, ligesom hun havde fremlagt fotografier til dokumentation af ægtefællens voldsudøvelse. Hun havde også i hele forløbet fastholdt, at hendes elsker havde truet med at afsløre hendes utroskab overfor hendes ægtefælle ved hjælp af en filmoptagelse, og at ægtefællen efterfølgende havde henvendt sig til hendes forældre og oplyst om ansøgerens utroskab. Under hensyn hertil og til, at der var kulturelle og personlige forhold, der kunne forklare de nævnte troværdighedsproblemer med hensyn til detaljerne i ansøgerens forklaring, fandt nævnet, at essensen i asylmotivet ikke kunne tilsidesættes. Under hensyn til baggrundsoplysningerne om strafforfølgningen af utroskab i Iran, var ansøgeren herefter omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2009/11