Nævnet meddelte i februar 2008 opholdstilladelse (K- status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i februar 2005. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra en by nær den iransk-irakiske grænse, hvor det meste af ansøgerens familie fortsat er bosiddende. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren havde sympatiseret med KDPI og udført aktiviteter for partiet i form af uddeling af løbesedler, ligesom han havde deltaget i en lukket particelle i hjembyen. Det lagdes videre til grund, at ansøgeren 14-16 dage før udrejsen var blevet advaret af sin bror om, at to af particellens medlemmer var blevet anholdt og havde angivet ansøgeren. Flertallet lagde ved sin vurdering af ansøgerens forklaring vægt på, at den fremstod som selvoplevet, og at ansøgerens første samtale med Udlændingeservice fremstod forholdsvis kortfattet. Flertallet kunne på denne baggrund heller ikke afvise ansøgerens oplysninger om, at myndighederne efterfølgende havde henvendt sig på bopælen vedrørende ansøgeren. På denne baggrund fandt flertallet det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2008/2