Nævnet stadfæstede i august 2007 på ny Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Den pågældende var tidligere meddelt afslag på asyl. I 2007 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen. Flygtningenævnet lagde til grund for afgørelsen, at ansøgeren ikke havde været medlem af politiske partier eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Nævnet kunne fortsat ikke lægge ansøgerens oprindelige asylmotiv til grund. Det forhold, at ansøgeren havde medvirket i et tv-indslag, hvor hans navn og nationalitet var fremgået, fandtes ikke at kunne føre til, at ansøgeren skulle meddeles asyl i Danmark. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at indslaget vedrørte forholdene for afviste asylansøgere, der havde opholdt sig i lang tid i Danmark, og at ansøgeren alene havde udtalte sig om sine egne helbredsforhold samt længden af sit ophold i Danmark. Ansøgeren havde således ikke udtalt sig om forholdene i Iran og havde heller ikke fremsat kritik af de iranske myndigheder. Det forhold, at de iranske myndigheder måtte være bekendt med, at ansøgeren havde søgt asyl i Danmark, kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse. Flygtningenævnet henviste i den forbindelse til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder British Home Office Country of Origin Information Report af 4. maj 2007, pkt. 28.13, hvoraf det blandt andet fremgår, at afviste asylansøgere ikke møder væsentlige problemer ved en tilbagevenden til Iran, medmindre der er tale om profilerede personer. Som følge af det anførte, og da det forhold, at ansøgeren nu havde befundet sig i Danmark i mange år, ikke kunne føre til et andet resultat, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at få opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Iran/2007/17