Nævnet meddelte i april 2007 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran, samt et barn. Indrejst i 2003. Ansøgeren var oprindelig shia-muslim af trosretning, men konverterede til kristendommen efter indrejsen i Danmark. Ansøgeren og hendes barn blev døbt i en dansk kirke i maj 2005. Nævnet meddelte senere i maj i 2005 ansøgeren og barnet afslag på opholdstilladelse. Flygtningenævnet fandt dengang ikke grundlag for at antage, at ansøgeren havde eksponeret sig selv i forhold til de iranske myndigheder, eller at de iranske myndigheder på anden måde havde skaffet sig kendskab til hendes dåb. Flygtningenævnet har endvidere bemærket, at ansøgerens oprindelige asylmotiv var, at hun skulle have været indkaldt til en iransk revolutionsdomstol for overtrædelse af alkoholforbud eller for en anklage for at have organiseret prostitution. Flygtningenævnet havde imidlertid lagt vægt på, at det fremgår af Udenrigsministeriets notat fra august 2004, at et af ansøgeren i den anledning fremlagt dokument, hvorved hun var blevet indkaldt til at give møde i en revolutionsdomstol i Teheran, af den lokale kilde var blevet vurderet til at være et ikke ægte dokument. Flygtningenævnet fandt af de grunde, der var anført i Flygtningenævnets beslutning fra maj 2005, ikke at ansøgeren ved udrejsen var forfulgt eller efterstræbt af de iranske myndigheder, og at ansøgeren heller ikke i maj 2005 som følge af konverteringen til kristendommen havde eksponeret sig selv i forhold til de iranske myndigheder. Det fremgår af sagens oplysninger, at ansøgeren og dennes familie i perioden efter maj 2005 havde været meget langvarigt og massivt omtalt i aviser og tv, herunder landsdækkende tv. Der var således gentagne gange berettet om ansøgerens konvertering fra islam til kristendommen. Der havde været afholdt offentlige møder om hendes sag, og der havde i stor udstrækning været offentlig debat om hendes sag. Ved dette fandt nævnet det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at ansøgeren som følge af den massive omtale var blevet eksponeret på en sådan måde, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer at komme i de iranske myndigheders søgelys som følge af konverteringen og derved risikerer at blive udsat for asylrelevante overgreb. Iran/2007/9