Nævnet stadfæstede i marts 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, født i 1964. Indrejst i 1997. Ansøgeren er shia-muslim af trosretning. Udlændingeservice meddelte senere i 1997 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet ansøgningen måtte anses for åbenbart grundløs, jf. udlændingelovens § 53 a, stk. 3. I 1999 blev ansøgeren af byretten dømt for overtrædelse af straffelovens § 244 og dømt til psykiatrisk behandling på hospital for sindslidende samt udvist af Danmark med indrejseforbud i tre år. I 2004 besluttede Udlændingeservice at genoptage behandlingen af ansøgerens asylsag, efter at Dansk Flygtningehjælp havde fremsendt et dokument, som ansøgeren havde fremskaffet til brug for sagen. Det fremgår af dokumentet, der var en tilsigelse til den Islamiske Revolutionsdomstol i Teheran, at ansøgeren skulle møde ved domstolen på et nærmere angivet tidspunkt i februar 1997. Såfremt den tilsagte ikke mødte op, ville der blive udstedt en anholdelsesordre. I februar 2006 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte, at det fremgår, at ansøgeren havde givet divergerende oplysninger om sin identitet, og at han tidligere havde søgt asyl i Tyskland. Af ansøgerens forklaring fremgik, at han i lange perioder havde opholdt sig uden for hjemlandet. Ansøgeren havde ikke for nævnet på overbevisende vis kunnet forklare om sine forhold, herunder at han skulle være forfulgt på grund af sit kunstneriske virke for en oppositionsgruppe samt idømt en frihedsstraf, der ikke var blevet afsonet. Det fremgik endvidere af de lægelige oplysninger, at ansøgeren var lidende af sindssyge, præget af vrangforestillinger, muligvis skizofreni, og at ansøgerens realitetsopfattelse havde været læderet. I forbindelse med den retspsykiatriske undersøgelse var der ikke fundet objektive tegn på, at ansøgeren havde været udsat for fysiske overgreb, der relaterede sig til tortur, ligesom der heller ikke var noget i mentalerklæringen, der tydede på, at ansøgerens sindssygdom kunne have relationer hertil. Uanset om ansøgeren – som af denne angivet havde været udsat for tortur, kunne dette ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Efter det foreliggende fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt videre ikke, at der var andre grunde til, at udsendelse ikke kunne ske, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 562 af 30. juni 1995. Iran/2007/8
