Nævnet stadfæstede i februar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, født i 1946. Indrejst i december 2000. I foråret 2002 meddelte Flygtningenævnet ansøgeren afslag på asyl. Ved dom fra november 2002 blev ansøgeren dømt til anbringelse på hospital for sindslidende for drab og forsøg herpå. Ansøgeren blev endvidere udvist af landet for bestandig. I foråret 2005 anmodede ansøgeren om genoptagelse af sin asylsag. Senere i 2005 besluttede Flygtningenævnet at hjemvise sagen til Udlændingeservice, da ansøgeren havde oplyst et nyt asylmotiv. Ansøgeren havde som asylmotiv påberåbt sig risikoen for dobbeltstraf, herunder dødsstraf i hjemlandet, samt risiko for at blive udsat for hævn fra afdødes familie, som ville stræbe ham efter livet. I oktober 2006 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Udlændingeservice udtalte videre, at såfremt Flygtningenævnet skulle finde, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, var det Udlændingeservices opfattelse, at afgørende grunde taler imod, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 2, lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Flygtningenævnet udtalte, at den omstændighed, at ansøgeren måtte risikere dobbeltstraf, ikke i sig selv kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Uanset at ansøgeren på en række punkter havde forklaret upræcist om sit asylmotiv, blandt andet vedrørende et fremlagt brev og omstændighederne, hvorunder han kom i besiddelse af brevet, vedrørende kontakten og kendskabet til afdødes familie og vedrørende afdødes faders status, måtte det efter det i NN’s asylsag oplyste tillægges vægt, at afdødes familie ønskede at hævne sig. Hertil kom oplysninger om en afbrændt bus. Endelig havde drabssagen været omtalt i medierne, og ansøgeren havde under sagen haft kontakt med repræsentanter for den iranske ambassade. Under disse omstændigheder, og da det var usikkert om ansøgeren i den foreliggende situation med sikkerhed kunne påregne at få de iranske myndigheders beskyttelse mod afdødes families ønske om hævn, fandt Flygtningenævnet på denne baggrund, at ansøgeren ved en tilbagevenden var i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Imidlertid fandtes særlige grunde at tale imod, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Der blev lagt vægt på arten og grovheden af den begåede kriminalitet. Ansøgeren blev pålagt at udrejse straks efter ophævelse af den idømte foranstaltning, men under henvisning til at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2, kan han ikke udsendes tvangsmæssigt til Iran eller til et land, hvor han ikke er beskyttet mod videresendelse til Iran, jf. udlændingelovens § 31, stk. 1. Iran/2007/4
