Iran200608

Nævnet meddelte i december 2006 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran, født i 1981. Indrejst i juni 2005. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde i det væsentligste ansøgerens forklaring til grund, herunder at hun i januar eller februar 2005 meldte sig ind i Basij, at hun i den forbindelse modtog medlemskort til Basij, at hun på et efterfølgende møde udtalte sig kritisk om ytringsfrihed og demokrati, at hun senere blev anholdt og fængslet af politiet, samt at det lykkedes hende at bestikke en fængselsvagt, hvorefter hun flygtede fra fængslet og senere fra Iran. Flertallet fandt, at ansøgeren, som følge af sine udtalelser på mødet hos Basij og den efterfølgende flugt fra fængslet, var kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Iran/2006/8