Nævnet meddelte i marts 2006 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar fra Iran, født 1936 (M) og 1947 (K). Indrejst i april 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne havde forklaret, at de er iranske kurdere og at familien tidligere havde været aktive i KDPI. Ansøgernes ene søn blev henrettet i 1983 som følge af sine politiske aktiviteter, en anden var livsvarigt fængslet af samme årsag, og en herboende søn var, inden han flygtede, udsat for grov og langvarig tortur, som medførte at han blev stærkt invalideret. Den mandlige ansøger havde tidligere været tilbageholdt og tortureret i længere perioder. Ansøgernes forklaring understøttedes af den af den herboende søn afgivne forklaring til UNHCR i 1997 og lagdes således til grund. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at de iranske myndigheder, da myndighederne blev klar over, at ansøgerne skulle til Danmark, tilbageholdt ansøgerne og pålagde dem at medbringe sønnen ved hjemkomsten fra Danmark, ligesom de blev tvunget til at deponere skødet på deres hus samt en større sum penge. Det var endvidere oplyst, at myndighederne havde tilsagt ansøgerne til møde og rettet henvendelse til svigerdatteren for at få oplyst, hvorfor ansøgerne ikke var vendt tilbage og herunder havde truet hende med fængsel. Efter ansøgernes forklaringer, der fremstod som troværdige, fandt Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran ville være i konkret, reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2006/4
