Nævnet stadfæstede i marts 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af opholdstilladelsen for en mandlig statsborger fra Iran, født 1969. I 1994 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse som kvoteflygtning, jf. udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1. I december 1995 rejste klageren tilbage til Iran, hvor han tog ophold i sin hjemby. I maj 1996 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om inddragelse af klagerens opholdstilladelse. I november 2005 fremsendte Udlændingestyrelsen sagens akter til Flygtningenævnet, idet styrelsen anså to breve fra klageren fra juni 2005 som en klage over styrelsens afgørelse af maj 1996. Flygtningenævnet udtalte, at klageren rejste frivilligt tilbage til Iran på gyldigt Laissez-passer, cirka halvandet år efter at han blev meddelt asyl. I Iran fik han udstedt gyldigt pas. Klageren havde oplyst, at han i Iran havde haft problemer med nogle voldsmænd, at han havde fået en bødestraf, og at politiet havde inddraget hans kørekort. Dette var ikke forhold, som kunne sidestilles med overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet fandt derfor, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 ikke længere var til stede. Nævnet bemærkede, at udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, skal administreres i overensstemmelse med Flygtningekonventionens artikel 1 C. I denne sag, hvor klageren frivilligt var vendt hjem og i en længere periode havde opholdt sig i hjemlandet uden asylrelevante problemer, fandtes beslutningen om inddragelse ikke at være i strid med artikel 1 C. Da der endvidere ikke forelå sådanne særlige forhold, der efter udlændingelovens § 26 kunne begrunde undladelse af at inddrage opholdstilladelsen, stadfæstede nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2006/3
