Nævnet stadfæstede i januar 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, født i 1966. Indrejst første gang i 2000, hvor han blev tilbagetaget til Tyskland. I juli 2002 indrejste han i Danmark på ny som familiesammenført. Ansøgning om asyl indgivet i april 2003. Til brug for Udlændingestyrelsens behandling af sagen havde ansøgeren fremlagt en meddelelse fra Revolutionsdomstolen i Teheran og en forkyndelse af en anholdelsesordre fra Revolutionsdomstolen vedrørende ansøgeren. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv. Ansøgeren havde besvaret spørgsmål herom benægtende flere gange i asylansøgningsskemaer, og han havde kun overfladisk kunnet fortælle om episoder med politisk tilsnit. Ansøgeren havde således overordnet forklaret, at han var sympatisør og havde henvist til familiemedlemmers medlemskab af partier. Forespurgt om hans virksomhed på et trykkeri havde betydning for hans asylsag, erklærede ansøgeren, at det ikke er tilfældet. Ingen af de mange begivenheder, som ansøgeren havde forklaret om, var sket i tilslutning til politiske aktiviteter. Begivenhederne strakte sig fra 1982 til 1999. Det virkede tilfældigt, at ansøgeren var blevet impliceret i kontroverser af forskellig karakter, der ikke havde sammenhæng med hinanden eller med andre aktiviteter, som ansøgeren havde foretaget. Ansøgeren havde forklaret særdeles usikkert om navnlig tidspunkterne for de enkelte begivenheder, herunder den sidste episode, hvorunder han skulle være blevet pisket som straf. Flygtningenævnet måtte lægge til grund, at piskningen fandt sted adskillige år før udrejsen. Ansøgeren forklarede, at de begivenheder, han havde fremhævet under denne sag, ikke blev nævnt over for de tyske asylmyndigheder. Efter ansøgerens forklaring kunne han, efter han fik afslag på asyl i Tyskland, indrejse problemfrit i Iran. Ansøgeren opholdt sig i Iran i cirka et år uden at have problemer med myndighederne. Ansøgeren fik udstedt pas og kunne efter at være blevet kontrolleret i Teherans lufthavn udrejse uden at have andre problemer end, at hans første pas var ødelagt af hans ægtefælle. Herefter kunne ansøgeren indrejse til Danmark på grundlag af familiesammenføring. Ansøgeren søgte først om asyl cirka 9 måneder efter indrejsen. I overensstemmelse med Udenrigsministeriets vurdering blev det lagt til grund, at to fremlagte tilsigelser var uægte. Under de omstændigheder havde ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han havde et modsætningsforhold til de iranske myndigheder, og han opfyldte derfor ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgeren havde ytret sig i et lokalt blad fandtes ikke at kunne føre til et andet resultat, allerede som følge af ytringernes indhold. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at hjemvise sagen med henblik på Udlændingestyrelsens stillingtagen til en fremlagt lægerapport fra Amnesty International. Iran/2006/1
