Flygtningenævnet meddelte i november 2005 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født i februar 1983. Indrejst i december 2004. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde ansøgerens forklaring til grund, herunder om hans politiske aktiviteter for Fedayeen Khalq, hvor han havde fungeret som gruppeleder for en celle. Videre blev det lagt til grund, at ansøgeren havde undervist cellens medlemmer i såvel musik og politik som politiske budskaber, og at cellens medlemmer havde uddelt løbesedler. Endelig blev det lagt til grund, at ansøgeren var gået under jorden, da han fik oplysning om, at et af cellens medlemmer var blevet pågrebet af myndighederne. Flertallet fandt under de foreliggende omstændigheder, at ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2005/19