Nævnet stadfæstede i oktober 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran, født i 1980. Indrejst i november 2004. Flygtningenævnet fandt efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring, at det måtte henstå som ganske usikkert, om ansøgeren i oktober 2003 blev døbt i hjemlandet på den af hende beskrevne måde. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af de foreliggende baggrundsoplysninger, at den armenske kirke i Iran ikke tolererede dåbshandlinger vedrørende muslimske iranere, og nævnet fandt herefter, at det måtte have formodningen mod sig, at hun på den af hende beskrevne måde havde kunnet overtale en armensk præst til en sådan dåbshandling. Uanset om det imidlertid måtte kunne lægges til grund for sagen, at dåbshandlingen havde fundet sted, fandt nævnet – efter ansøgerens egen forklaring – at kunne lægge til grund for sagen, at dette ikke var kommet til de iranske myndigheders kendskab forud for ansøgerens udrejse. Ansøgeren havde oplyst, at hun efter sin indrejse i Danmark havde sendt et brev til sin familie, hvori hun angav, at hun var blevet døbt, men at det pågældende brev ikke var modtaget af hendes familie. Uanset om denne forklaring måtte kunne lægges til grund for sagen, fandt Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at den omstændighed, at familien ikke havde modtaget brevet, var ensbetydende med, at brevet var kommet i de iranske myndigheders besiddelse. Ansøgeren havde videre anført, at hendes mor havde fortalt hende, at moderen havde oplyst til sin bror, som angiveligt skulle have forbindelse til den iranske efterretningstjeneste, at ansøgeren var konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren på overbevisende måde havde godtgjort, at hendes mor på denne måde havde eksponeret hende i forhold til myndighederne. I øvrigt bemærkede Flygtningenævnet, at der efter de seneste baggrundsoplysninger, herunder rapport fra fact-finding mission fra 22. til 29. januar 2005 til Teheran og Ankara, ikke var grundlag for at antage, at konvertering til kristendommen i sig selv ville medføre risiko for asylbegrundende forfølgelse efter flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 i konsekvens af, at hendes ægtefælle havde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerens ægtefælle indrejste i oktober 1991, og at ansøgeren selv indrejste i Danmark i november 2004. Iran/2005/18
