Nævnet meddelte i september 2005 opholdstilladelse (K-status) til ægtepar fra Iran, født i 1979 (M) og 1980 (K), samt et barn. Indrejst i juli 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne begge er iranere og muslimer. Ansøgerne havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at de havde været forfulgt og tilbageholdt af myndighederne, ligesom de blandt andet var blevet beskyldt for – sammen med en anden person – at skulle have øvet vold mod en myndighedsperson, der efter det oplyste senere skulle være død som følge af volden. Ansøgerne havde under hele deres forløb efter ankomsten til Danmark forklaret nogenlunde ensartet om, hvad de havde været udsat for. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt ikke, at ansøgernes forklaringer kunne tilsidesættes som utroværdige. Flertallet lagde derfor til grund, at den kvindelige ansøger i november 2003 blev bortvist fra universitetet på grund af samfundskritiske udtalelser, at ansøgerne herefter i perioden frem til marts 2004 deltog i tre møder, at ansøgerne dagen efter det sidste møde i marts 2004 blev anholdt og tilbageholdt i to dage og tre nætter, at ansøgerne blev sigtet for medvirken til overfald på en myndighedsperson, der skulle have fundet sted efter det sidste møde i marts 2004 og før anholdelsen, og at ansøgerne blev løsladt mod kaution. Ved afgørelsen af, om forfølgelsen mod ansøgerne havde haft en sådan intensitet, at det kunne begrunde asyl, lagde et flertal i Flygtningenævnet vægt på, at det var den samme officer, der afhørte den kvindelige ansøger både i november 2003 og marts 2004. Dette tydede på, at ansøgerne igennem længere tid havde været i myndighedernes søgelys. Når dette blev sammenholdt med, at der var rejst en alvorlig sigtelse mod ansøgerne for overfald mod en myndighedsperson, der senere døde, kunne det ikke udelukkes – uanset ansøgernes uskyld - at de ville blive forfulgt af myndighederne ved deres tilbagevenden til Iran. Efter flertallets opfattelse opfyldte ansøgerne derfor betingelserne for at opnå asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2005/14
