Nævnet stadfæstede i maj 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran, født i 1983. Indrejst september 2004. Flygtningenævnet udtalte, at i medfør af udlændingelovens § 40 skal en asylansøger sandsynliggøre det asylmotiv, vedkommende påberåber sig. Forud for indrejsen i Danmark havde ansøgeren søgt om asyl i Norge, hvor hun fik endeligt afslag på sin ansøgning. Ansøgeren angav overfor de norske myndigheder som sit asylmotiv, at hun havde haft et udenomsægteskabeligt forhold til en tidligere kæreste og som følge heraf blev gravid. Af frygt for ægtefællen måtte ansøgeren flygte til udlandet, hvor hun aborterede under rejsen til Norge. Ansøgeren angav som sit asylmotiv overfor de danske myndigheder, at hun efter indgåelse af ægteskabet genoptog forbindelsen til sin tidligere kæreste, og at hendes svigerinde havde videofilmet ansøgeren og kæresten, mens de opholdt sig i sengen i soveværelset på ansøgerens bopæl. Ansøgeren erkendte overfor de danske myndigheder, at hendes forklaring til de norske myndigheder var usandfærdig og oplyste, at den blev afgivet for at underbygge hendes asylmotiv, og fordi hun blev truet til at afgive denne forklaring af en menneskesmugler. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde givet en acceptabel forklaring på, at hun havde afgivet helt modstridende forklaringer om sit asylmotiv og henviste i den forbindelse til, at ansøgerens forklaring til de norske myndigheder var meget detaljeret. Hertil kom, at ansøgerens forklaring om omstændighederne i forbindelse med den angivelige videooptagelse, der skulle være optaget om aftenen i mørke gennem et soveværelsesvindue, hvor gardinerne ikke var trukket helt for, fremstod som usandsynlig og konstrueret. Flygtningenævnet kunne på baggrund af det anførte ikke lægge det af ansøgeren påberåbte asylmotiv til grund for sagens afgørelse og tilsidesatte i det hele ansøgerens forklaring om hendes asylmotiv. Flygtningenævnet fandt herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren var forfulgt eller ville være i risiko forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2005/10
