Iran200505

Nævnet meddelte i april 2005 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran, født 1971. Indrejst i juni 2004. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren fra 1992 har været medlem af en sympatigruppe for den illegale Fadaiyane Khalq-fraktion ved navn Aghaliyat. Hendes aktiviteter tog et større omfang fra 1997. Hun havde blandt andet deltaget i demonstrationer samt uddelt løbesedler. Flygtningenævnet lagde videre til grund, at ansøgeren i 2001 i forbindelse med en studenterdemonstration blev tilbageholdt og senere idømt to års betinget fængselsstraf samt 40 piskeslag, og at hun efterfølgende blev løsladt mod kaution, blandt andet således at hun undgik den fysiske afstraffelse. Ansøgeren har forklaret, at et af gruppens medlemmer blev anholdt i 2003 i forbindelse med gruppens forberedelser til en demonstration mod styret, og at hun herefter gik under jorden og udrejste ni måneder senere. Flygtningenævnet fandt, at ansøgerens forklaring om omstændighederne i forbindelse med disse begivenheder fremstod med nogen usikkerhed med hensyn til oplysningerne om, at sikkerhedstjenesten efterfølgende kom på ansøgerens bopæl samt oplysningerne om kontakten til gruppelederen. Ved en samlet bedømmelse af de oplysninger, ansøgeren var fremkommet med om sine aktiviteter, fandt Flygtningenævnet imidlertid ikke, at denne usikkerhed var af en sådan karakter, at ansøgerens forklaring om de nævnte forhold kunne tilsidesættes. Flygtningenævnet fandt herefter ikke at kunne afvise, at ansøgerens medlemskab af den ovennævnte gruppe og dennes aktiviteter er kommet til de iranske myndigheders kundskab. Under hensyn hertil fandt nævnet, at ansøgeren opfylder betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2005/5