Koens og aeresrelateret forfoelgelse - Anden forfoelgelse
Politiske forhold
Nævnet meddelte i december 2004 opholdstilladelse til et ægtepar fra Iran, født 1976 (M) og 1972 (K), samt tre børn. Indrejst i september 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne som væsentligste asylmotiv havde henvist til, at de frygtede myndighedsforfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgerne havde i den forbindelse blandt andet nævnt, at den kvindelige ansøger i 1999 havde været fængslet i 21 dage og i den forbindelse udsat for voldelig behandling, ligesom hun blev idømt en betinget straf samt forbud mod at drive sin frisørsalon i to år. I maj 2003, hvor hun på ny havde genoptaget sit arbejde som frisør og blandt andet i den forbindelse havde klippet mandlige kunder, herunder kristne, og fortsat sine systemkritiske møder med andre kvinder, kom myndighederne på ny for at anholde den kvindelige ansøger. Det lykkedes hende at undslippe, hvorefter hele familien nogle måneder senere flygtede til Danmark. Begge ansøgere havde fra deres ankomst til Danmark beskrevet og forklaret detaljeret om asylmotivet. Selvom der forekom nogle mindre uoverensstemmelser i ansøgernes forklaringer, og selvom der var sket en vis udbygning af forklaringerne, og selvom det lykkedes for ansøgerne at udrejse med fly fra Iran, kunne Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke udelukke, at den kvindelige ansøger på ny ville blive forfulgt af myndighederne ved sin tilbagevenden til Iran. Da den mandlige ansøger også kunne risikere forfølgelse som følge af ægtefællens forhold, opfyldte ansøgerne og deres børn herefter betingelserne for at opnå asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2004/22