Nævnet stadfæstede i december 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, født i 1985. Indrejst i november 2001. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv havde henvist til moderens motiv, herunder især at hun i Danmark missionerede for Jehovas Vidner. Flygtningenævnet fandt ikke, at dette kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at moderen i oktober 2004 i Flygtningenævnet blev meddelt afslag på sin asylansøgning. På tidspunktet for nævnsmødet havde moderen ikke begæret genoptagelse af sagen, og det forhold at hun eventuelt ville begære sagen genoptaget kunne ikke begrunde hverken asyl for ansøgeren eller udsættelse af sagen. Ansøgeren havde endvidere som sit asylmotiv henvist til, at han var udeblevet fra indkaldelse til militærtjeneste. Flygtningenævnet fandt ikke, at dette kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ethvert land har ret til i deres lovgivning at fastsætte straf for militærunddragelse, og at det ikke fremgik af de foreliggende baggrundsoplysninger, at militærunddragere i Iran risikerede en uforholdsmæssig straf. Det forhold at ansøgeren tre gange havde haft problemer med det iranske politi, og at politiet havde tilbageholdt hans ID kort, kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens problemer havde relateret sig til gade uorden og slagsmål, og at en eventuel genoptagelse af disse sager ved en tilbagevenden ikke ville være udtryk for en asylrelevant forfølgelse. Flygtningenævnet fandt herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren var asylbegrundende forfulgt ved sin udrejse, eller at ansøgeren ville være i risiko for en sådan forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Iran/2004/20
