Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsen afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Iran, født i 1974. Indrejst i september 2003. Sagen har af Udlændingestyrelsen været forsøgt behandlet i åbenbart grundløs-proceduren. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk kurder fra Iran, hvor han var født og hvor han opholdt sig frem til 1993, hvor han udrejste til det nordlige Irak. Ansøgeren opholdt sig herefter i det nordlige Irak frem til 2000, hvor han flyttede til Tyrkiet. Det forhold, at ansøgeren forud for sin udrejse af Iran i 1993 i forbindelse med sit arbejde som fårehyrde blev chikaneret af gardister og myndighedspersoner med henblik på, at ansøgeren skulle oplyse om de kurdiske partisaners opholdssted, kunne ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde vægt på, at forholdet lå langt tilbage i tid, samt at chikanen ikke havde været af en sådan karakter og intensitet, at den i sig selv kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren alene var blevet opsøgt 4-5 gange, at ansøgeren fik lussinger for at blive presset til at samarbejde, og at ansøgeren ikke i øvrigt havde haft konflikter eller problemer med myndighederne. Det forhold, at ansøgeren var udrejst illegalt kunne ikke give grundlag for asyl. Ansøgerens antagelse af myndighedernes fund af ansøgerens personlige dokumenter i forbindelse med hans udrejse beroede alene på formodninger, og der var ikke oplysninger i sagen, som underbyggede, at ansøgerens identitet på den baggrund skulle være blevet eksponeret over for hjemlandets myndigheder. Der blev herved lagt vægt på, at ansøgeren fremstod helt uprofileret overfor myndighederne. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke havde tilsluttet sig de kurdiske partisaner, at ansøgerens familie efter ansøgerens udrejse i 1993 kun var blevet opsøgt 2 gange af myndighederne, at den sidste henvendelse fandt sted for cirka 2 år siden, samt at ansøgeren endvidere havde udtalt, at han ikke kendte til årsagen til, at familien efter ansøgerens udrejse var blevet opsøgt og endvidere havde udtalt, at alle, som havde familie i udlandet, blev anderledes behandlet og var under myndighedernes kontrol. Flygtningenævnet fandt det under disse omstændigheder ikke sandsynliggjort, at ansøgeren var blevet profileret i forhold til de iranske myndigheder. Den omstændighed, at ansøgeren ikke havde aftjent værnepligt, henset til baggrundsoplysningerne, blev ikke fundet i sig selv at kunne begrunde asyl, idet ansøgeren ikke i den anledning risikerede en efter danske forhold uforholdsmæssig straf. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han ved en tilbagevenden skulle få problemer, idet ansøgerens svigerfar er partisan, til grund. Det var herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke havde forklaret herom under sagens behandling i Udlændingestyrelsen men at disse oplysninger først var fremkommet hos Dansk Flygtningehjælp og i den beskikkede advokats indlæg i sagen. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle, barn og svigerfamilie er bosiddende i Danmark, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelle forhold for kurdere i Iran i sig selv kunne begrunde asyl. Iran/2004/15
