Koens- og aeresrelateret forfoelgelse - Seksuelle forhold
Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran, født i 1980. Indrejst i november 2001. Sagen er blevet behandlet sammen med moderens og en broders sag. Sagen blev under nævnsbehandlingen i 2003 udsat på ægthedsvurdering af nogle fremlagte dokumenter. Sagen er efterfølgende afgjort ved skriftlig votering. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren aldrig har været politisk aktiv eller været i konflikt med myndighederne. Ansøgeren har som begrundelse for sin asylansøgning henvist til, at hun har medvirket i tre reklame-pornofilm, hvilket er blevet opdaget af de iranske myndigheder. Ansøgeren har i den forbindelse fremlagt to tilsigelser på nævnsmødet i 2003. Ansøgeren har yderligere henvist til, at hun under sit ophold i Danmark først konverterede til Jehovas Vidner, og at hun i sommeren 2002 forlod Jehovas Vidner og begyndte at gå i almindelig kirke. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren har medvirket i tre reklamepornofilm i Iran, hvilket er blevet opdaget af de iranske myndigheder. Der måtte herved lægges vægt på, at ansøgerens forklaring om, at hendes ven tilfældigvis så biler tilhørende efterretningstjenesten ved huset, hvor optagelserne fandt sted, ikke forekom troværdig. Endvidere måtte der lægges vægt på, at ansøgeren ved samtalen med styrelsen oplyste, at hun efter denne episode kunne opholde sig problemfrit i omkring to uger fra oktober 2001 til udrejsen i november 2001 hos sin moder. Det forekom endvidere ikke troværdigt, at ansøgeren skulle have lavet kontrakt med sin ven om filmene, idet der er tale om ulovlige aktiviteter. Det måtte endvidere tillægges nogen vægt, at ansøgeren først har omtalt denne kontrakt på nævnsmødet i 2003. Der måtte yderligere lægges vægt på, at de fremlagte tilsigelser til støtte for asylmotivet af Udenrigsministeriets kilde var vurderet som ikke at være ægte. Der måtte endelig lægges vægt på, at tilsigelserne først blev fremlagt på nævnsmødet i 2003, og at ansøgeren indrejste i Danmark i november 2001. Uanset om ansøgeren under sit ophold i Danmark først konverterede til Jehovas Vidner, og at hun i sommeren 2002 forlod Jehovas Vidner og begyndte at gå i almindelig kirke, kunne dette forhold ikke begrunde asyl, idet det på baggrund af det af ansøgeren oplyste om hendes religiøse aktiviteter ikke kunne lægges til grund, at de iranske myndigheder har fået kendskab hertil. Der måtte endvidere lægges vægt på, at ansøgerens interesse for kristendommen ikke var en forlængelse af kristne aktiviteter i hjemlandet. Flygtningenævnets flertal fandt således ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun var forfulgt, da hun udrejste, eller at hun vil være i risiko herfor ved en tilbagevenden til Iran. Iran/2004/14
