Nævnet meddelte i maj2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran, født i 1983. Indrejst i maj 2003. Ansøgeren havde forklaret, at han var perser og shiamuslim fra Shiraz. Ansøgeren havde som sit væsentligste asylmotiv henvist til, at han fire gange inden for et år havde været tilbageholdt af de iranske myndigheder – senest kort før sin udrejse i foråret 2003, hvor han var tilbageholdt i 3½ måned og blev udsat for tortur. Ansøgeren havde endvidere henvist til, at hans fader var politisk aktiv, og at han selv siden december 2002 havde været tilknyttet NEDA (Nehzate Demokrasi Iran – Irans demokratiske bevægelse). Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren siden sin ankomst til Danmark deltaljeret havde forklaret om sine tilbageholdelser, og nævnet fandt, at disse forklaringer kunne lægges til grund. Da ansøgeren således flere gange havde været tilbageholdt af repræsentanter fra de iranske myndigheder, og da dette måtte formodes at have været begrundet i faderens og ansøgerens politiske aktiviteter, opfyldte ansøgeren betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2004/7