Nævnet meddelte i februar 2004 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Iran, født i november 1960. Indrejst i januar 2001.Ansøgt om asyl i august 2002. Flygtningenævnet lagde i det hele ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lagde således til grund, at ansøgeren i perioden fra 1982 til udrejsen i 2001 havde været udsat for særdeles grove voldsepisoder fra sin tidligere ægtefælle, fra hvem hun var blevet skilt i 1998. Ansøgeren havde forgæves adskillige gange henvendt sig til forskellige myndigheder for at anmelde ægtefællens overgreb, men anmeldelserne var blevet afvist, antageligt på grund af svigerfamiliens indflydelsesrige position. I forbindelse med indgåelse af nyt ægteskab havde ansøgeren måttet overlade forældremyndigheden over sine to børn til den tidligere ægtefælle, men havde som følge af fortsatte overgreb fra den tidligere ægtefælle mod hende og børnene valgt at udrejse. Selve udrejsen var sket på et pas, hvor børnenes navn var blevet indført forud for skilsmissen. Der verserede nu en sag mod ansøgeren for bortførsel af børnene. Nævnet fandt ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran ville risikere en behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet henviste herunder til, at ansøgeren i perioden fra 1982 og frem til udrejsen ikke hos de iranske myndigheder havde kunnet opnå beskyttelse mod ægtefællen, og at hun heller ikke ved en tilbagevenden ville kunne opnå en sådan beskyttelse. Nævnet kunne ikke afvise, at ansøgeren efter sin udrejse med børnene uden tilladelse fra ægtefællen ville blive udsat for endnu grovere livstruende overgreb fra hans side. Det forhold, at børnebortførsel straffedes hårdere i Iran end i Danmark kunne ikke i sig selv føre til asyl, men det var indgået i nævnets vurdering, at ansøgeren som kvinde var i særlig risiko for under afsoning af en langvarig fængselsstraf at blive udsat for overgreb, herunder voldtægt og tortur, jf. eksempelvis British Home Office Rapport af oktober 2003. Iran/2004/2
