Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og tidligere muslim, nu kristen, fra Koya, provinsen Erbil, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin familie, herunder hans far, bror og slægtninge, og af alle kurdere og islamister i Irak, fordi han er kristen. Han har til støtte herfor oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Hans interesse for kristendommen opstod under hans første ophold i Danmark i perioden 2010-2013. Efter han var vendt tilbage til Irak, mødte han i begyndelsen af 2014 en mand ved navn [A]. [A] var kristen, og ansøgeren og ham begyndte på et tidspunkt at tale om kristendommen. Samtalerne gjorde ansøgeren mere interesseret i kristendommen. På et ukendt tidspunkt besøgte ansøgeren en huskirke i området Diana én gang. På et ukendt tidspunkt omkring [efteråret] 2014, blev ansøgeren overfaldet og bortført af tre ukendte personer. Han blev anklaget for at være kristen, ligesom de opdagede ansøgerens tatovering af et kors på armen og fandt et billede af en engel og nogle noter om Jesus i hans bukselomme. På et ukendt tidspunkt lykkedes det ham at flygte, hvorefter han tog direkte hen til [A]. Han tog herefter hjem til sin ven, [B], og opholdt sig der, indtil han udrejste af Irak i [foråret] 2015. Ansøgeren har derudover henvist til, at han har en stærk tilknytning til Danmark, fordi hans børn opholder sig her. Flygtningenævnet har på baggrund af ansøgerens oplysninger foretaget en vurdering af, om ansøgerens konversion kan betragtes som reel, således at det må lægges til grund, at ansøgerens nye tro er udtryk for en reel indre overbevisning, som det må forventes, at ansøgeren – også ved en tilbagevenden til Irak – vil fortsætte med at praktisere. I denne vurdering er indgået oplysningerne om tidspunktet for ansøgerens konversion, herunder om ansøgeren tidligere har vist interesse for at konvertere, ansøgerens kendskab til og forståelse for de grundlæggende læresætninger, historiske begivenheder og centrale personer af betydning for ansøgerens nye tro (højtider, trosbekendelse, væsentlige skrifter og lignende). Det har også indgået i nævnets vurdering, om ansøgerens nye tro har manifesteret sig i ydre handlinger, herunder om ansøgeren er blevet døbt, har deltaget i gudstjenester, religiøs undervisning eller fremkommet med religiøse tilkendegivelser i medierne, herunder om ansøgerens aktiviteter har haft en vedvarende og regelmæssig karakter. Endelig har det indgået i nævnets vurdering, om ansøgeren i øvrigt har forklaret overensstemmende og troværdigt om de konflikter, der var anledning til hans seneste udrejse af Irak. Ansøgerens konversion til kristendommen er sket efter hans første indrejse til Danmark og mest sandsynligt – om end han selv har forklaret anderledes – på et tidspunkt, hvor han var blevet meddelt afslag på sin første asylansøgning samt afslag på familiesammenføring. Nævnet finder, at der under disse omstændigheder må stilles større krav til ansøgernes sandsynliggørelse af, at konversionen er reel. Det fremgår således af UNHCR’s Guidelines on International Protection: Religion-Based-Refugee Claims under article 1A(2) … fra april 2004 bl.a.: ”Where individuals convert after their departure from the country of origin, this may have the effect of creating a sur place claim. In such situations, particular credibility concerns tend to arise and a rigorous and in depth examination of the circumstances and genuineness of the conversion will be necessary.” Religion har ifølge ansøgerens egen forklaring ikke tidligere spillet nogen særlig rolle i hans liv, og nævnet finder, at det må lægges til grund, at ansøgerens angivelige konversion ikke er religiøst begrundet, men derimod navnlig begrundet i et forsøg på at skabe sig et nyt opholdsgrundlag i Danmark, efter at han en gang er blevet meddelt afslag på asyl og over flere gange er blevet nægtet familiesammenføring. Det hører i den forbindelse med i vurderingen, at ansøgeren har forklaret helt utroværdigt og usammenhængende om en lang række forhold, herunder – og i forlængelse af det som Udlændingestyrelsen har anført i sin afgørelse – om det overfald, han angiveligt var udsat for omkring [måned i efteråret] 2014, hvor han bl.a. har forklaret helt forskelligt og utroværdigt om, hvor længe han var tilbageholdt og om omstændighederne ved flugten. Ansøgeren har under denne asylsag endvidere anført, at han frygter sin familie, som han under den oprindelige asylsag oplyste var døde. Hertil kommer, at ansøgeren kun har kunnet forklare helt overordnet om kristendommen, og at han på ingen overbevisende måde har kunnet redegøre for baggrunden for sin konversion. Uanset at ansøgeren igennem en længere periode har deltaget i kristne aktiviteter og har fremlagt en række støttende erklæringer fra forskellige menigheder, finder nævnet, at det derfor ikke kan lægges til grund, at ansøgerens formelle konversion og kristne dåb er udtryk for en reel ændret indre overbevisning af religiøs karakter, som ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil fortsætte med at praktisere på en måde, som kan bringe ham i konflikt med hans familie, myndighederne eller andre. Heller ikke den omstændighed, at ansøgeren har ladet sig tatovere med et kors på højre underarm, kan ændre herpå. Det kan heller ikke lægges til grund, at ansøgerens deltagelse i kristne aktiviteter i Danmark – i hans forsøg på at konstruere sit asylmotiv – er kommet til de irakiske myndigheders eller andres kendskab, hvorfor det samlet ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for at blive udsat for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/16/DH
