irak201891

Nævnet meddelte i august 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Sulaimaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive fængslet i 15-20 år til livstid, idet han er kommet i konflikt med sin tidligere leder i politiet, politimester [A]. Ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev taget til fange af ISIL i [efteråret] 2014. Ansøgers leder, politimesteren [A], søn, [B], havde også været holdt fanget af ISIL i samme periode. Ansøger undslap efter ca. 2 måneder, men det gjorde [B] ikke. Efter hans flugt fra ISIL vendte ansøger tilbage til sit arbejde for politiet, hvor han deltog i flere angreb på ISIL. De genstande som politiet beslaglagde i den forbindelse, videregav ansøger til [A], som solgte dem videre for egen vindings skyld. Da ansøger opdagede dette, afleverede han de genstande, de beslaglagde i forbindelse med den efterfølgende kamphandling til lederen over [A], [C]. Ansøger og en kollega ved navn [D] kom herefter op og skændes med [A], som trak sin pistol og affyrede skud op i luften. Ansøger og [D] flygtede fra stedet i bil. Ansøger flygtede hjem til sin ægtefælles bror, hvor han opholdte sig i 20-25 dage, inden han udrejste af Irak med fly til Tyrkiet. Inden hans udrejse fandt ansøger ud af, at [A] havde anmeldt ham, og at han derfor var eftersøgt. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår troværdig, konsistent og detaljeret, og at de få divergenser og udbygninger i ansøgerens forklaring må tilskrives, at ansøgeren ikke tidligere er blevet afhørt tilstrækkeligt detaljeret herom. Flygtningenævnets flertal lægger således til grund, at ansøgeren er efterstræbt af sin tidligere leder, oberst [A], der er fætter til den nu tidligere kurdiske minister og nu højtstående leder i peshmergastyrkerne general [E], og at ansøgerens far og to brødre har været tilbageholdt af oberst [A] i en uge i forsøget på at få udleveret ansøgeren. Flygtningenævnets flertal finder endvidere, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at der på foranledning af oberst [A] er udstedt en arrestordre på ansøgeren, og at ansøgeren som følge heraf risikerer en mangeårig fængselsstraf ved en eventuel tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet flertal finder, at ansøgeren ikke herved har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnets flertal finder imidlertid, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2018/91/CHHA