Flygtningenævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra [M] i Samara-området, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive udsat for overgreb af personer med tilknytning til ISIL eller de irakiske myndigheder, idet hans far, mor og søskende blev kidnappet af maskerede personer. Ansøgeren har videre henvist til den generelle sikkerhedssituation i Irak. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han og hans familie i 2006 blev truet i forbindelse med et attentat på to hellige imamers gravsteder i Samara på grund af ansøgerens families efternavn. Ansøgeren og hans familie fik at vide, at de ville blive slået ihjel, såfremt de ikke forlod deres hus. Majoriteten af beboerne i området var shiamuslimer. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans far arbejdede for det irakiske militær, hvor han havde en høj rang. Ansøgeren er ikke nærmere bekendt med farens opgaver i militæret. I maj/juni 2015 tog ansøgeren med sin søster til Baghdad for at hente søsterens eksamensbevis. Ansøgeren blev i denne forbindelse ringet op af en ven, der fortalte, at ansøgerens familie var blevet kidnappet af maskerede mænd, og at ansøgeren ikke skulle komme tilbage. Ansøgeren ved ikke, hvem der kidnappede hans familie. Ansøgeren tog tilbage til sin kusines hus, hvor han boede, mens de var i Baghdad, og fortalte, hvad der var sket. Ansøgerens kusines ægtefælle, [S], ville forsøge at undersøge, hvad der var sket. Ansøgeren skændtes ofte med [S], idet ansøgeren selv ville finde ud af, hvad der var sket. Til sidst sagde [S], at han ville hjælpe ansøgeren med at rejse tilbage til ansøgerens families hjemby. Ansøgeren blev dog narret i forbindelse med rejsen til sin hjemby, idet han i stedet endte i Tyrkiet. Ansøgeren udrejste omkring to måneder efter kidnapningen af sin familie. Ansøgerens søster udrejste før ansøgeren til Finland, hvor hun blev meddelt opholdstilladelse. Ansøgeren fandt senere ud af, at hans families hus var blevet ødelagt i forbindelse med en eksplosion. Ansøgerens søster har givet ansøgeren et billede af familiens ødelagte hus, som han har fremlagt til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet bemærker først, at hverken ansøgeren eller hans søster, som opholder sig i Finland, har været individuelt forfulgt inden udrejsen, og at der ikke er grundlag for at antage, at de har noget udestående med de irakiske myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem der fortalte ham om ransagningen af familiens hus og om omstændighederne herved. De fremlagte fotografier støtter ikke entydigt ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren og hans søster har forklaret forskelligt om, hvordan de er kommet i besiddelse af fotografierne. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgerens forklaring om udrejsen, dels er divergerende, dels forekommer mindre sandsynlig, idet ansøgeren efter sin forklaring af et familiemedlem er blevet narret til at udrejse. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at de finske myndigheder ikke har lagt ansøgerens søsters tilsvarende forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold for sunnimuslimer i Irak er af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund risikerer forfølgelse. Flygtningenævnet finder ligeledes i det hele ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet bemærker afslutningsvist, at nævnet ikke har fundet grundlag for at afholde et supplerende nævnsmøde, at lade ansøgerens søster høre som vidne eller at udsætte sagen med henblik på verificering af ansøgerens oplysninger. Nævnet har herved lagt vægt på, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til at kunne træffe afgørelse på det foreliggende grundlag. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/77/LMD
