irak201873

Nævnet meddelte i maj 2018 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og oprindelig shiamuslim af trosretning fra [by] i Basra-provinsen, Irak. Ansøgeren betragter sig i dag som værende ikke-troende. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er homoseksuel, og at han havde et homoseksuelt forhold til en mand i Irak, som nu er blevet genoptaget. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at det vil være umuligt for ham at skjule sin homoseksualitet, hvorfor han ved en tilbagevenden til Irak straks vil opsøge sin kæreste og flygte ud af landet med ham med henblik på, at de kan leve sammen som et homoseksuelt par i et andet land. Ansøgeren er sikker på, at hans familie og venner, som følge af deres fortolkning af koranen, mener, at homoseksuelle skal slås ihjel. Ansøgeren var derfor bange for at fortælle de danske myndigheder om sin homoseksualitet, idet han frygtede, at hans venner og familie i Irak ville opdage det, og at hans kæreste ville komme i fare. Flygtningenævnet lægger efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring og det fremlagte materiale til grund, at ansøgeren er homoseksuel, og at han ved en tilbagevenden til Irak ønsker at leve sammen som sådan med sin mandlige kæreste, [A], som han har kendt i en årrække. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren inden sin udrejse udelukkende har afholdt sig fra at leve sammen med [A] af frygt for familiens og omgivelsernes reaktion. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at ansøgeren risikerer sådanne overgreb fra familiens eller lokalbefolkningens side som følge af sin seksualitet, hvis han i Irak etablerer et samliv med [A], at det ikke bør kræves, at han vender tilbage. Det bemærkes herved, at det ikke kan antages, at myndighederne vil yde ham den fornødne beskyttelse herimod. Da ansøgeren må anses for at tilhører en særlig social gruppe i flygtningekonventionens forstand, findes betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Irak/2018/73/TLNJ