irak201871

Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra [A], [B], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han ikke kan overleve, idet han ikke har nogen i landet, der kan tage sig af ham og hjælpe ham. Derudover frygter ansøgeren at blive udsat for repressalier fra familien til en pige, [C], som han har haft et forhold til. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at forholdene i Irak og Kurdistan generelt er dårlige, og at han ikke har mulighed for at tage ophold hos sine familiemedlemmer i Irak. Endvidere har ansøgeren oplyst, at den pige, som han havde et forhold til, [C], i omkring 2015 begik selvmord, hvilket han formoder skyldes, at hendes forældre blev bekendt med, at hun og ansøgeren havde haft et forhold. Herudover har ansøgeren tilføjet, at [C]s forældre har ringet til ham tre gange, men at de lagde på, idet de fik oplyst, at telefonen tilhørte ansøgerens søster. Flygtningenævnet finder – som Udlændingestyrelsen – at det, som ansøgeren har forklaret om sin baggrund for at søge asyl i Danmark, ikke kan føre til, at han meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Ansøgerens forklaring om sine familiemæssige og sociale forhold i Irak kan således ikke – uanset at det kan lægges til grund, at ansøgerens tilværelse i Irak har været hård – begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet finder endvidere, at heller ikke ansøgerens forklaring om sin frygt for [C]s familie kan føre til en anden vurdering af hans asylgrundlag. Den angivelige konflikt med [C]s familie beror således ifølge ansøgerens egen forklaring på ansøgerens formodning om, at familien skulle have opnået eller ville kunne opnå kendskab til det forhold, som ansøgeren og [C] havde forud for hendes død. Denne angivelige konflikt synes ikke at have været motiverende for ansøgerens udrejse af Irak, idet konflikten hverken er omtalt i asylansøgningsskemaet eller under oplysnings- og motivsamtalen den 14. juni 2016, hvorunder ansøgeren alene omtaler forholdet og [C]s død som medvirkende årsag til, at han psykisk havde haft det meget svært. Hertil kommer, at ansøgeren under asylsamtalen den 6. januar 2017, hvorunder han første gang oplyste om en mulig konflikt med [C]s familie, samtidig oplyste, at han ikke frygtede myndighederne, personer eller andre i Irak, ligesom han oplyste, at der ikke var nogen konkret begivenhed, der foranledigede hans udrejse. Det må efter ansøgerens forklaring desuden lægges til grund, at han udrejste omkring et år efter [C]s død, og at hverken han eller hans familie nogensinde har modtaget trusler eller oplevet andre alvorlige henvendelser fra [C]s familie. Flygtningenævnet finder, at det i den forbindelse ikke kan lægges til grund, at [C]s familie for nylig – og i hvert fald efter Udlændingestyrelsens afslag – skulle have opsøgt ansøgerens søster med spørgsmål om ansøgeren, allerede fordi det er helt usandsynligt, at en sådan henvendelse skulle finde sted mere end to år efter [C]s død, ligesom ansøgerens forklaring for nævnet herom fremstår helt uden konkret indhold. Det kan allerede på denne baggrund ikke anses for sandsynliggjort, at ansøgeren skulle være efterstræbt af [C]s familie. Endelig er nævnet enig med Udlændingestyrelsen i, at heller ikke det forhold, at ansøgeren ikke længere praktiserer sin tidligere religion og nu opfatter sig som ikke-troende eller ateist, kan føre til, at han kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Herefter, og da heller ikke de generelle forhold i Irak er af en sådan karakter, at der alene under henvisning hertil er grundlag for at meddele beskyttelsesstatus efter § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2018/71/IBK