Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra [en mindre bydel], Nasiriyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive voldtaget eller slået ihjel af shiitiske militser, idet hun er sunnimuslim. Til støtte for sit asylmotiv har hun oplyst, at hendes nabo opdagede, at ansøgeren og hendes familie var sunnimuslimer, idet hun en dag kom ind på deres bopæl og så dem bede. Efterfølgende oplevede ansøgeren og hendes familie chikane fra lokalbefolkningen på grund af deres religiøse trosretning. Ansøgeren og hendes familie var ikke i stand til at købe madvarer, ansøgeren og hendes søster blev kaldt for vantro i skolen, ligesom andre piger i skolen kastede affald og sten på dem. Syv dage inden udrejsen fra Irak, blev familien opsøgt af fire ukendte og bevæbnede personer, som udsatte ansøgerens mor, ansøgeren og ansøgerens ældste søster for vold. Ansøgeren mistede bevidstheden, og da hun vågnede op igen, fortalte hendes mor, at hun havde fået at vide, at hvis de ikke forlod området inden for en uge, ville de komme tilbage og voldtage ansøgeren og hendes mor og slå dem ihjel. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering om ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund, idet denne på helt centrale punkter forekommer konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret om asylmotivet, at hun frygter situationen i Irak på et generelt plan, og at hun ikke har konflikter med grupperinger i Irak. Ansøgeren kunne ikke blive i Irak, fordi hun var sunnimuslim og befandt sig blandt shiitter. Ansøgeren har videre forklaret, at hun og hendes familie gerne ville til Sverige, for at ansøgerens handicappede søster kunne komme i behandling. Ansøgeren har udbyggende og først under asylsamtalen og for nævnet forklaret, at årsagen til udrejsen skyldes, at ansøgeren og hendes familie ved midnatstid blev opsøgt af fire ukendte personer, der trængte ind på bopælen. Nævnet lægger i øvrigt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hun og hendes familie blev hånet i syv dage inden udrejsen, at naboen smed affald foran familiens dør, og smed sten i hovedet på dem. Ansøgeren har dog ikke været i stand til at oplyse navne på de naboer, der chikanerede og hånede hende, og hun har videre oplyst, at det var folk i området, som hun ikke kendte. Nævnet lægger i øvrigt vægt på, at det af ansøgerens pas fremgår, at hun har fået udstedt visum til Iran, og at hun er indrejst i Iran den 20. juli 2012. Ansøgeren har over for Udlændingestyrelsen imidlertid benægtet, at hun har været i Iran og forklaret, at hun ikke ved, hvorfor dette står i passet. Hun har i øvrigt forklaret, at hun ikke har haft visum til andre lande end Tyrkiet. Flygtningenævnet henviser i øvrigt til Flygtningenævnets afgørelse af dags dato vedrørende ansøgerens mor, [A]. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold i Irak, herunder for sunnimuslimer, efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke i sig selv kan anses for at udsætte ansøgeren for behandling i strid med den Europæiske Menneskerettigheds Konventions artikel 3. Der henvises blandt andet til A.S. v. Belgium (Appl. no. 68739/14), af 12. oktober 2017. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2018/114/CHHA
