Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Irak. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med Irak/2017/93/DH, Irak/2017/94/DH og Irak/2017/96/DH.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Samarra, Salad ad Din, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive dræbt af ISIL, idet de har opsøgt ham og hans familie flere gange. Han har til støtte herfor oplyst, at hans bror, [A], i 2007 blev forsøgt kidnappet af personer fra al-Qaeda. To til tre måneder efter blev ansøgeren og hans familie opsøgt af medlemmer fra al-Qaeda, der havde bilproblemer. Personerne bankede på deres dør, og de hjalp dem med bilproblemerne, da de blev tvunget til det. I 2008 døde ansøgerens bror, [B], i en bil, efter han havde givet ansøgeren, hans søstre, [M] og [N] samt hans to kusiner et lift til skole. [B] blev dræbt af fire medlemmer fra al-Qaeda. Få dage efter blev hans familie, mens ansøgeren ikke var hjemme, opsøgt af en ukendt militsgruppe. [I sommeren] 2012 blev ansøgerens familie udsat for et drabsattentant, mens de kørte bil. Ansøgerens bror, [A], som kørte bilen, blev ramt af skud, men overlevede. Ansøgeren var ikke med i bilen. Efter denne episode skulle ansøgeren og hans familie på besøg hos noget familie, i hvilken forbindelse de opdagede en bombe under deres bil, som ansøgeren kørte. De ringede til ansøgerens bror, [A], som herefter ringede til politiet og anmeldte det. Ansøgeren modtog desuden telefoniske trusler i 2013 og et trusselsbrev i [foråret] 2014. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de irakiske myndigheder, idet han er deserteret fra militæret. Han har til støtte herfor oplyst, at han begyndte på militærakademiet i 2010 og afsluttede sin uddannelse i 2012. Herefter blev han uddannet løjtnant, hvilket han arbejdede som indtil den [sommeren] 2014, hvor hans division blev opløst efter et ISIL-angreb. Han besluttede derfor at fratræde militæret frivilligt. Ansøgerne i sagskomplekset har forklaret om en række begivenheder fra slutningen af 2007 og frem til udrejsen. Forklaringerne er på en række punkter upræcise og divergerende, herunder indbyrdes upræcise og divergerende, herunder også med hensyn til den tidsmæssige rækkefølge, blandt andet om maskerede mænds forfølgelse af [A], om maskerede mænds henvendelse på bopælen, herunder antallet af gange, antallet af personer, deres ærinde og hvem de talte med, om [H]s henvendelse til [I], om rekruttering til al-Qaeda eller ISIL, om skaderne efter granatangrebet på bopælen, om de nærmere omstændigheder i forbindelse med drabet på [B], om retsforfølgningen af gerningsmændene, om bopælen blev opsøgt inden flytningen til [område 2]-bydelen, om myndighedernes fængsling af [A] omkring 2010 til 2011, om hændelsesforløbet i forbindelse med beskydningen af familiens bil i [sommeren] 2012, om omstændighederne i forbindelse med bomben under familiens bil, om modtagelsen af trusler, herunder trusselsbreve, og om tilbageholdelsen af [H]. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgerne udrejste legalt. Efter det foreliggende kan Flygtningenævnet derfor alene lægge til grund, at ansøgerens bror [B] blev dræbt i 2008, at der var en episode med en granateksplosion et stykke fra familiens hus, at der indtraf en episode med skud mod familiens bil i 2012, og at ansøgernes hus i [område 1]-bydelen, som ansøgerne ikke havde beboet siden 2008, blev sprængt i luften i 2013. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at de nævnte episoder har været udtryk for en systematisk forfølgelse fra ISIL. Vedrørende skudepisoden skal det særligt bemærkes, at den skete efter mørkets frembrud på et ødet sted, og det fremstår ikke umiddelbart sandsynligt, at nogen på forhånd skulle have tilsigtet at angribe netop ansøgernes familie. De af ansøgerne påberåbte begivenheder må således anses som udslag af de generelt vanskelige forhold i området, hvor der også i en periode har været krigshandlinger mellem de irakiske myndigheder og ISIL. Ingen af ansøgerne har udført politiske aktiviteter, som i særlig grad har været egnet til at profilere dem i offentligheden. Der er heller ikke holdepunkt for at antage, at ansøgerne i dag skulle være et særligt mål for ISIL. Det kan ikke antages, at den generelle situation i Irak, herunder ansøgernes hjemby, er af en sådan karakter, at enhver person ved sin blotte tilstedeværelse vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af EMRK’s artikel 3. Dette underbygges blandt andet af dom af 23. august 2016 fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sag 59166/12. Det må yderligere tillægges vægt, at ansøgerne fortsat har nære familiemedlemmer i Samarra. Endelig må det tillægges vægt, at ansøgerne var i stand til at opholde sig i hjemlandet frem til udrejsen. Vedrørende ansøgeren skal det særligt bemærkes, at Flygtningenævnet kan lægge til grund, at han har virket som løjtnant i den irakiske hær. Ansøgeren har forklaret upræcist om sin fratræden, og Flygtningenævnet lægger efter det foreliggende til grund, at han fratrådte tjenesten efter forudgående konsultation med sin overordnede. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgeren ikke blev tilbageholdt hverken ved indrejsen i KRI, eller i forbindelse med sin udrejse fra Sulaymaniyah. Endelig kan det under alle omstændigheder ikke antages, at ansøgeren risikerer en uforholdsmæssig sanktion som følge af sin fratræden i militæret. Flygtningenævnet lægger herved vægt på Landinfos notat ”Irak: Desertering fra den irakiske hæren” af 13. december 2016. Efter oplysningerne om ansøgerens uprofilerede virke i militæret og hans fratræden kan det ikke antages, at han som enkeltperson skulle være et særligt mål for ISIL, som er fortrængt fra Samarra af regeringsstyrkerne. Der kan efter udfaldet af bevisbedømmelsen, som ovenfor anført ikke lægges nogen vægt på det fremlagte trusselsbrev, som er dateret på et tidspunkt, hvor ISIL havde magten i Samarra. Da ansøgerne heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet deres forklaring herom. Idet de generelt vanskelige forhold i hjemlandet hverken kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kan det herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgerne ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/95/DH
