Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger fra Irak. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med Irak/2017/93/DH, Irak/2017/95/DH og Irak/2017/96/DH.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Samarra, Salad ad Din, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive kidnappet af ISIL, idet hendes brødre, [A] og [G], er udrejst af Irak i stedet for at tilslutte sig ISIL. Hun har derudover henvist til, at hun frygter den generelle usikkerhed i Irak. Til støtte herfor har hun oplyst, at hendes families problemer i Irak begyndte i 2007, da ISIL krævede, at ansøgerens brødre, [A] og [G], skulle tilslutte sig dem. ISIL opsøgte hendes familie på deres bopæl to gange, og i 2008 blev der kastet en granat ind i deres baghave. Herefter rettede ansøgerens far henvendelse til lederne af ISIL i Samarra for at informere dem om, at familien var neutral. I 2008 blev ansøgerens bror, [B], skudt i en bil, da han havde kørt ansøgerens bror, [G], til bussen samt ansøgeren og hendes fætter, [J], til skole. Ansøgerens far fandt [B] i bilen, men [B] døde på vej til hospitalet. Der kom en mand til deres bopæl omkring en uge efter [B]s begravelse. Manden fortalte, at det var hans brødre, der havde dræbt [B], idet de var medlemmer af ISIL. Der kom en bevæbnet mand til deres bopæl omkring en uge senere. Manden ville slå ansøgerens far ihjel, idet hendes far nu vidste, hvem der havde dræbt [B]. Ansøgerens far var også bevæbnet, og han skræmte manden væk. Ansøgerens familie flyttede fra bydelen [område 1] til bydelen [område 2] to til tre dage senere. I 2012 var ansøgeren og hendes familie på besøg hos ansøgerens farbror, [K], og på vejen hjem blev deres bil beskudt. Bilen blev ramt af flere skud, og [A] blev ramt i benet. Familien flygtede til et nærliggende hus, hvor [A] ringede til politiet. Politiet kørte familien til politistationen og derefter hjem. De kørte [A] på hospitalet. I slutningen af 2012/begyndelsen af 2013 var ansøgeren og hendes familie på besøg hos ansøgerens morbror, [L]. Bilen holdt parkeret på vejen foran huset. Da de skulle køre hjem, kørte bilen hen over noget, som viste sig at være en bombe, der ikke detonerede. De gik ind i huset, hvor [G] ringede til [A], som ringede til politiet. Familien kørte hjem, før politiet og [A] ankom for at destruere bomben. I 2013 blev familiens hus i bydelen [område 1] sprængt i luften. Ansøgerens far, [A] og [G] modtog derudover telefoniske trusler og SMS-trusler fra ISIL fra 2007 og frem til 2014, hvor familien flygtede fra ISIL til Sulaymaniyah. Ansøgerens far blev tilbageholdt af ISIL i 15 til 20 minutter på vejen til Sulaymaniyah. ISIL ville have fat i [A], men da faren fortalte, at [O] var udrejst, foretog de et opkald, hvorefter de lod ansøgerens far køre videre. Ansøgerne i sagskomplekset har forklaret om en række begivenheder fra slutningen af 2007 og frem til udrejsen. Forklaringerne er på en række punkter upræcise og divergerende, herunder indbyrdes upræcise og divergerende, herunder også med hensyn til den tidsmæssige rækkefølge, blandt andet om maskerede mænds forfølgelse af [A], om maskerede mænds henvendelse på bopælen, herunder antallet af gange, antallet af personer, deres ærinde og hvem de talte med, om [H]s henvendelse til [I], om rekruttering til al-Qaeda eller ISIL, om skaderne efter granatangrebet på bopælen, om de nærmere omstændigheder i forbindelse med drabet på [B], om retsforfølgningen af gerningsmændene, om bopælen blev opsøgt inden flytningen til [område 2]-bydelen, om myndighedernes fængsling af [A] omkring 2010 til 2011, om hændelsesforløbet i forbindelse med beskydningen af familiens bil i [sommeren] 2012, om omstændighederne i forbindelse med bomben under familiens bil, om modtagelsen af trusler, herunder trusselsbreve, og om tilbageholdelsen af [H]. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgerne udrejste legalt. Efter det foreliggende kan Flygtningenævnet derfor alene lægge til grund, at ansøgerens bror [B] blev dræbt i 2008, at der var en episode med en granateksplosion et stykke fra familiens hus, at der indtraf en episode med skud mod familiens bil i 2012, og at ansøgernes hus i [område 1]-bydelen, som ansøgerne ikke havde beboet siden 2008, blev sprængt i luften i 2013. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at de nævnte episoder har været udtryk for en systematisk forfølgelse fra ISIL. Vedrørende skudepisoden skal det særligt bemærkes, at den skete efter mørkets frembrud på et ødet sted, og det fremstår ikke umiddelbart sandsynligt, at nogen på forhånd skulle have tilsigtet at angribe netop ansøgernes familie. De af ansøgerne påberåbte begivenheder må således anses som udslag af de generelt vanskelige forhold i området, hvor der også i en periode har været krigshandlinger mellem de irakiske myndigheder og ISIL. Ingen af ansøgerne har udført politiske aktiviteter, som i særlig grad har været egnet til at profilere dem i offentligheden. Der er heller ikke holdepunkt for at antage, at ansøgerne i dag skulle være et særligt mål for ISIL. Det kan ikke antages, at den generelle situation i Irak, herunder ansøgernes hjemby, er af en sådan karakter, at enhver person ved sin blotte tilstedeværelse vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af EMRK’s artikel 3. Dette underbygges blandt andet af dom af 23. august 2016 fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sag 59166/12. Det må yderligere tillægges vægt, at ansøgerne fortsat har nære familiemedlemmer i Samarra. Endelig må det tillægges vægt, at ansøgerne var i stand til at opholde sig i hjemlandet frem til udrejsen. Det skal videre bemærkes, at ansøgeren herudover ikke har noget selvstændigt asylmotiv. Da ansøgeren og hendes familie heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet deres forklaring herom. Idet de generelt vanskelige forhold i hjemlandet hverken kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kan det herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/94/DH
