Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med Irak/2017/94/DH, Irak/2017/95/DH og Irak/2017/96/DH.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske arabere og sunni-muslimer fra Samarra, Salad ad Din, Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Irak frygter, at ISIL vil slå dem og deres familie ihjel, idet familien har modsat sig ISIL’s forsøg på at hverve deres sønner. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at de på familiens bopæl blev opsøgt af ISIL, som ønskede at hverve familiens sønner. Dette afslog familien. I begyndelsen af 2008 blev ansøgernes søn, [A], anråbt af to til tre bevæbnede personer på gaden. Det lykkedes [A] at unddrage sig de pågældende. Omkring 10 til 20 dage herefter blev der kastet en granat ind på familiens bopæl, som dog ikke forårsagede personskade. [I foråret] 2008 blev ansøgernes søn, [B], skuddræbt af brødrene [C], [D] og [E], som tilhørte ISIL. Familien anmeldte de tre brødre til politiet, hvorefter [C] og [D] blev anholdt. [C] blev straffet med 50 års fængsel, mens det lykkedes [D] at flygte fra fængslet. En uge efter [B]s død opdagede ansøgernes datter, [F], at bevæbnede personer fra ISIL var placeret foran familien hus. De pågældende flygtede, da de så ansøgerens datter. Herefter flyttede familien fra [område 1] til [område 2]. I december 2010 blev ansøgernes søn [A] tilbageholdt af myndighederne, som beskyldte ham for at ville bombe et helligt sted. [A] blev løsladt fire til fem måneder senere. I [sommeren] 2012 blev familien udsat for et skudattentat mod deres vil. Ansøgernes søn, [A], blev ramt af skud, men han kom ikke alvorligt til skade. Omkring to til tre måneder senere blev en bombe anbragt bag forhjulet på familiens bil, men bomben eksploderede ikke. I 2013 modtog ansøgernes søn, [G], flere opkald fra ukendte personer, der ville have, at familien skulle opgave anklagen mod [B]s drabsmænd. I [sommeren] 2013 blev familiens tidligere bopæl i [område 1] sprængt i luften, mens bopælen stod tom. I 2013 eller 2014 modtog [A] et trusselsbrev, der blev lagt ved hans bil. Den mandlige ansøger har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at tage ophold i de shia-muslimske områder på grund af sekteriske konflikter. Ansøgerne i sagskomplekset har forklaret om en række begivenheder fra slutningen af 2007 og frem til udrejsen. Forklaringerne er på en række punkter upræcise og divergerende, herunder indbyrdes upræcise og divergerende, herunder også med hensyn til den tidsmæssige rækkefølge, blandt andet om maskerede mænds forfølgelse af [A], om maskerede mænds henvendelse på bopælen, herunder antallet af gange, antallet af personer, deres ærinde og hvem de talte med, om [H]s henvendelse til [I], om rekruttering til al-Qaeda eller ISIL, om skaderne efter granatangrebet på bopælen, om de nærmere omstændigheder i forbindelse med drabet på [B], om retsforfølgningen af gerningsmændene, om bopælen blev opsøgt inden flytningen til [område 2]-bydelen, om myndighedernes fængsling af [A] omkring 2010 til 2011, om hændelsesforløbet i forbindelse med beskydningen af familiens bil i [sommeren] 2012, om omstændighederne i forbindelse med bomben under familiens bil, om modtagelsen af trusler, herunder trusselsbreve, og om tilbageholdelsen af [H]. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgerne udrejste legalt. Efter det foreliggende kan Flygtningenævnet derfor alene lægge til grund, at ansøgernes søn [B] blev dræbt i 2008, at der var en episode med en granateksplosion et stykke fra familiens hus, at der indtraf en episode med skud mod familiens bil i 2012, og at ansøgernes hus i [område 1]-bydelen, som ansøgerne ikke havde beboet siden 2008, blev sprængt i luften i 2013. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at de nævnte episoder har været udtryk for en systematisk forfølgelse fra ISIL. Vedrørende skudepisoden skal det særligt bemærkes, at den skete efter mørkets frembrud på et ødet sted, og det fremstår ikke umiddelbart sandsynligt, at nogen på forhånd skulle have tilsigtet at angribe netop ansøgernes familie. De af ansøgerne påberåbte begivenheder må således anses som udslag af de generelt vanskelige forhold i området, hvor der også i en periode har været krigshandlinger mellem de irakiske myndigheder og ISIL. Ingen af ansøgerne har udført politiske aktiviteter, som i særlig grad har været egnet til at profilere dem i offentligheden. Der er heller ikke holdepunkt for at antage, at ansøgerne i dag skulle være et særligt mål for ISIL. Det kan ikke antages, at den generelle situation i Irak, herunder ansøgernes hjemby, er af en sådan karakter, at enhver person ved sin blotte tilstedeværelse vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af EMRK’s artikel 3. Dette underbygges blandt andet af dom af 23. august 2016 fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstoli sag 59166/12. Det må yderligere tillægges vægt, at ansøgerne fortsat har nære familiemedlemmer i Samarra. Endelig må det tillægges vægt, at ansøgerne var i stand til at opholde sig i hjemlandet frem til udrejsen. Da ansøgerne heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet deres forklaring herom. Idet de generelt vanskelige forhold i hjemlandet hverken kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, kan det herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgerne ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/93/DH
