Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar] samt to børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er irakiske statsborgere. Den mandlige ansøger er etnisk araber og sunnimuslim. Den kvindelige ansøger er etnisk kurder og sunnimuslim. Ansøgerne er fra Qara Tepe, Diyala, Irak. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han bliver slået ihjel af militserne ISIL, Asa'ib Ahl al-Haq og al-Qaeda, som ansøgeren har haft konflikter med. Han frygter blandt andet militserne, fordi han er sunnimuslim, men primært fordi han har arbejdet for det irakiske militær fra 2009-2015. Den mandlige ansøger har yderligere forklaret, at han udrejste, fordi han fik at vide, at han skulle forflyttes til militæret i Romadi, hvor han før er blevet truet. Ansøgeren frygter, at arbejde for militæret i den nye division, da den er styret af shiamuslimer. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Begge ansøgere har forklaret konsistent og troværdigt om, at den mandlige ansøger fra 2009 var i det irakiske militær, og at der mens de boede hos den mandlige ansøgers forældre i Romadi, af den grund fremkom trusler mod ham fra en nabo, der havde tidknytning til al-Qaeda. Flygtningenævnet finder derfor at kunne lægge disse omstændigheder til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan give grundlag for asyl. Flygtningenævnet lægger i relation til truslerne vægt på, at ansøgerne de seneste fire år forud for udrejsen har boet uden problemer hos den kvindelige ansøgers familie, der fortsat bor samme sted, og hvor ansøgerne på ny kan tage ophold. I relation til den mandlige ansøgers militærtjeneste finder Flygtningenævnet, at den mandlige ansøgers forklaring om, at udrejsen var en følge af en forflyttelsesordre, ikke fremstår overbevisende. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at forklaringen ikke er overensstemmende med den kvindelige ansøgers forklaring om, at udrejsen har været drøftet gennem længere tid, og de indbyrdes divergerende forklaringer om kontakten til den medfølgende nevø. Flygtningenævnet finder derfor ikke at kunne bortse fra, at den mandlige ansøger var fratrådt sin post i militæret forud for udrejsen. Uanset om det lægges til grund, at han fortsat var i militæret på udrejsetidspunktet og derfor vil blive betragtet som deserteret, er dette imidlertid ikke asylbegrundende. Flygtningenævnet lægger herved vægt på oplysningerne i Landinfos rapport af 13. december 2016 ”Irak: desertering fra den irakiske hæren”. Flygtningenævnet finder således ikke, at den reelle reaktion – om nogen – som den mandlige ansøger i så fald kan forventes idømt ved en tilbagevenden, kan betragtes som uforholdsmæssig. Flygtningenævnet bemærker dermed, at de to mellemliggende konflikter, som den mandlige ansøger har forklaret om ISIL og en af shiamilitserne må betragtes som enkeltstående afsluttede episoder, som derfor ikke har asylrelevans. De generelle forhold for sunnimuslimer i Irak er ikke i sig selv asylbegrundende. For god ordens skyld bemærkes endeligt, at det, at den mandlige ansøger har udtrykt en overordnet interesse for kristendommen, ikke er asylrelevant. Samlet set har ansøgerne derfor ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/71/JOV
