Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra Basra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive kidnappet af sin mors familie, fordi hans forældre giftede sig uden moderens families tilladelse. Ansøgeren frygter endvidere den generelle sikkerhedssituation i Irak. Ansøgeren mener, at hans forældre blev gift i 1995. Ansøgeren er blevet fortalt, at hans forældre giftede sig uden moderens families tilladelse. Ansøgeren er også blevet fortalt, at hans mors familie er stor og indflydelsesrig med medlemmer i regeringen, politiet og hæren. Ansøgerens far blev i 2006 kidnappet og tilbageholdt i tre dage af ukendte gerningsmænd, og ansøgerens familie modtog i samme år et trusselsbrev med en patron. Ansøgeren udrejste herefter af Irak til Syrien sammen med sin familie. I 2009 vendte ansøgeren tilbage til Irak sammen med sin familie. Ansøgeren blev i [foråret] 2010 kidnappet og tilbageholdt af ukendte gerningsmænd, men blev frigivet efter to-tre dage, idet politiet og militæret greb ind. Ansøgeren udrejste af Irak halvanden til to måneder senere i 2010 sammen med sin familie. Flygtningenævnet lægger efter forklaringerne i sagen til grund, at den kidnapning, som ansøgeren var udsat for i [foråret] 2010, var et enkeltstående kriminelt forhold, som ikke havde sammenhæng med de asylmotiver, som hans forældre har påberåbt sig. Ansøgeren har i øvrigt påberåbt sig forældrenes asylmotiv. Idet Flygtningenævnet ikke har lagt forældrenes forklaringer til grund, finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. For en nærmere begrundelse henvises til afgørelsen i forældrenes asylsag. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/50/MGO