Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsborger i Irak, etnisk araber og sunni muslim fra Babil provinsen i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Irak, samt at familien ifølge hans far er blevet truet. Ansøgeren har herudover henvist til, at han frygter at blive tvangsrekrutteret af en shiamuslimsk milits. Ansøgeren har oplyst, at hans far en dag midt i den 8. måned 2015 fortalte ham, at han var blevet truet, og at familien derfor skulle udrejse fra Irak. Ansøgeren ved ikke, hvem der fremsatte truslen, hvem truslen var rettet mod eller hvad truslen omhandlede. Ansøgeren har yderligere oplyst, at han få dage efter, at hans far havde fortalt ham om truslen, udrejste fra Irak. Ansøgeren har videre fortalt, at hans brødre, [H] og [M], udrejste fra Irak mere end en måned inden ansøgeren, og at forældre, to andre brødre og en søster udrejste fra Irak i oktober 2015. Endelig oplyser ansøgeren, at familien i 2006 måtte forlade [et byområde] ved Bagdad grundet al-Qaedas øgede tilstedeværelse i området. Ansøgeren har forklaret, at der ikke har været fremsat konkrete trusler mod ham personligt, og at han ikke personligt har været udsat for hvervningsforsøg. Han har forklaret, at hans søskende og forældre er udrejst ad fire omgange over en periode på flere måneder. Ansøgeren har oplyst, at udrejsen skyldtes, at hans far angiveligt var blevet truet, men han har ikke kunne oplyse nærmere om denne trussel, uanset den 28-årige ansøger så sent som i går, har været i kontakt med faren. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7. Det bemærkes, at ansøgerens først for nævnet fremsatte oplysninger om en vis interesse for kristendommen ikke medfører ændring i denne vurdering. Baggrundsoplysningerne om den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak kan heller ikke føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/43/JOV