Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af den gruppe, som tidligere har kidnappet ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [en nærmere bestemt dato i sommeren 2015] om aftenen blev kidnappet. Han fik bind for øjnene og blev kørt til et hus, hvor han blev placeret i et mørkt lokale. I forbindelse med tilbageholdelsen blev ansøgeren 2-3 gange udspurgt om ansøgerens families økonomiske situation. Under tilbageholdelsen kontaktede kidnapperne ansøgerens familie og forlangte en løsesum på 50.000 dollars. Ansøgerens fader kontaktede politiet, der [fem dage senere] befriede ansøgeren og anholdt to af kidnapperne. [Dagen efter] var ansøgeren i retten, hvor han afgav forklaring om hændelsen. Senere samme dag modtog ansøgerens fader et truende opkald, ligesom faderen et par dage senere modtog en SMS, hvori der stod, at ansøgeren ville blive slået ihjel. Dette førte til, at ansøgeren udrejste af Irak [en nærmere bestemt dato i sommeren] 2016. Under nævnsmødet har ansøgeren yderligere oplyst, at hans familie i [sommeren 2016] igen modtog trusler fra kidnapperne, hvorfor de i [sommeren] 2016 udrejste til Iran, hvortil de havde visum. Familien er efterfølgende rejst videre til Tyrkiet, hvor de nu opholder sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom ansøgerens forklaring på nogle punkter har fremstået usammenhængende og utroværdig. Nævnet har således lagt vægt på, at ansøgeren i sit asylskema har angivet, at han efter kidnapningen blev udsat for drabsforsøg, men at han ikke forklarede herom under sine samtaler med Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvem der var til stede, da han skulle afgive forklaring for retten. Han har således under oplysnings- og motivsamtalen […] 2015 forklaret, at det alene var ham selv, dommeren og en politimand, der var til stede, mens ansøgeren under samtalen […] 2016 og for nævnet har forklaret, at de to kidnappere også var til stede. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren ikke sagde noget til kidnapperne om familiens økonomiske situation, idet han har oplyst, at familien på ingen måde ville være i stand til at betale den krævede løsesum, ligesom han har oplyst, at han ikke blev udsat for fysiske overgreb under tilbageholdelsen. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om, at det var helt mørkt i det rum, hvor han blev tilbageholdt ikke stemmer overens med, at han under sin anden samtale har forklaret, at han i retten identificerede de to kidnappere. Endelig har nævnet tillagt det vægt, at ansøgerens familie, herunder en bror på ca. 20 år, har boet i Bagdad i næsten 1 år efter kidnapningen uden at have været udsat for trusler, ligesom ansøgeren har forklaret afglidende og upræcist om de trusler, som hans familie angiveligt har modtaget omkring [sommeren] 2016. De fremlagte dokumenter fra Irak kan ikke føre til en ændret vurdering af ansøgerens forklaring. Nævnet bemærker, at den generelle sikkerhedssituation i Irak ikke kan antages at have en sådan karakter, at der er risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Herefter og efter en samlet konkret vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/31/COL