Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
Den mandlige ansøger er etnisk kurder og sunni-muslim fra Khanakiin, Irak, og den kvindelige ansøger er etnisk kurder og sunni-muslim fra Khanakiin, Irak. Den mandlige ansøger har forud for nævnets behandling oplyst, at han aldrig har været medlem af et politisk parti og kun har været politisk aktiv i forbindelse med to valgkampagner for nogle parlamentsmedlemmer. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har oprindeligt som asylmotiv henvist til, at de frygter den generelle sikkerhedssituation i Irak. Ansøgerne har yderligere forud for nævnets behandling som asylmotiv henvist til, at de frygter den mandlige ansøgers tidligere svigerfamilie i Irak. Til støtte herfor har ansøgerne oplyst, at den mandlige ansøgers tidligere ægtefælle begik selvmord i 2005. Den mandlige ansøgers tidligere svigerfamilie beskyldte herefter den mandlige ansøger for selvmordet og ville have blodhævn. I [sommeren] 2005 blev den mandlige ansøger tilbageholdt i et døgn af en ukendt gruppe af mænd. Den mandlige ansøger modtog fra 2005 og helt frem til ansøgernes udrejse flere trusler og trusselsbreve fra den mandlige ansøgers tidligere svigerfamilie. Trusselsintensiteten var højst i den første og sidste del af perioden fra 2005-2015. Under nævnsbehandlingen har ansøgerne som asylmotiv yderligere henvist til, at den mandlige ansøger har været medlem af PUK, og at hans nære ven – en højtstående general – blev skudt i [begyndelsen af] 2015, hvorefter han ikke mere kunne opnå beskyttelse via sit kendskab til denne general. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgernes forklaringer til grund, idet forklaringerne fremstår usandsynlige, utroværdige og konstruerede til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at det må anses for usandsynligt, at den mandlige ansøger har kunnet opholde sig i Irak gennem ti år med alvorlige dødstrusler fremsat imod sig, uden at han på noget tidspunkt er blevet opsøgt personligt af den tidligere ægtefælles familie, og uden at disse har forsøgt at gøre alvor af truslerne. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at forklaringerne er stærkt udbyggende, idet ansøgerne først under nævnsbehandlingen er fremkommet med et yderligere asylmotiv med relationer til den mandlige ansøgers forbindelse til PUK, og forklaringen om, at ansøgerne var udsat for et skudattentat i 2006. Vedrørende sidstnævnte har nævnet endvidere lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende herom. Den mandlige ansøger har forklaret, at der var tale om skud op i luften, mens den kvindelige ansøger har forklaret, at der var tale om skud imod ansøgernes bil fra en bagfrakørende bil, idet skuddene gik henover ansøgernes bil. Den mandlige ansøgers forklaring om, at han ikke tidligere til Udlændingestyrelsen har oplyst om sit medlemskab af PUK skyldes frygt for, at disse oplysninger kunne videregives, findes ikke at kunne medføre en ændret vurdering. Nævnet finder ikke, at den generelle sikkerhedssituation kan føre til et andet resultat. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort deres asylmotiver, og at det derfor vil en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/25/DTO
