Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015.
Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [byen S], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel eller tvangsrekrutteret af ISIL, idet ISIL har overtaget hans hjemby, [byen S]. Videre har ansøgeren henvist til, at han frygter de generelle forhold i Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ISIL overtog hans hjemby, [byen S], i [sommeren] 2014. I [sommeren] tog ansøgerens forældre og lillebror til Kirkuk for at finde et mere sikkert opholdssted. Samme dag ringede ansøgerens far til ansøgeren og fortalte, at ansøgeren skulle forlade sin bopæl og tage ophold hos sin faster. Da ansøgeren ankom til sin faster, forsøgte ansøgeren at finde ud af, hvad der var sket med hans forældre og lillebror. To dage senere tog ansøgeren til byen Khanaqim, hvor han fik arbejde på en byggeplads. Efter fire-fem måneder tog ansøgeren tilbage til sin faster, hvorefter ansøgeren besluttede sig for at udrejse af Irak. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 er opfyldt. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke forinden sin udrejse på noget tidspunkt personligt har haft problemer med ISIL, der aldrig har opsøgt ansøgeren eller i øvrigt gjort forsøg på at rette henvendelse til ham. Ansøgeren har alene en formodning om, at hans forældre og lillebror er blevet tilbageholdt af ISIL. Ansøgeren er i øvrigt vendt tilbage til hjemområdet i [starten af] 2015, efter at han havde opholdt sig i 4-5 måneder i Khanaqin, og ISIL har efter de foreliggende baggrundsoplysninger aktuelt ikke længere kontrollen over ansøgerens hjemområde. Ansøgeren har heller ikke personligt haft konflikter eller problemer i relation til myndigheder, shiamuslimske militser, grupperinger eller privatpersoner i Irak. Flygtningenævnet finder i øvrigt ikke, at det kan antages, at ansøgeren ved en udsendelse til Irak vil være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Der lægges herved vægt på, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, herunder i ansøgerens hjemområde, ikke er af en sådan karakter, at der er reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han reelt risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2017/230/SOL
