Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og sunni muslimer fra Samarra, Irak. Ansøgerene har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af personer fra en shiitisk milits. Den mandlige ansøger har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold i Irak og i hjembyen Samarra. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af shiitiske militser. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiver oplyst, at den mandlige ansøger blev kidnappet af personer fra en ukendt milits i 2007. Han blev løsladt syv eller otte dage senere mod udbetalingen af en løbesum, som den mandlige ansøgers far betalte. I [efteråret] 2008 trængte tre til fire ukendte gerningsmænd ind i familiens hjem, mens den mandlige ansøger var på arbejde. Gerningsmændene udsatte den kvindelige ansøger for vold. Ansøgerne formoder, at overfaldet blev udført af shiitiske militsfolk, og at årsagen var, at den kvindelige ansøger tidligere havde gået udenfor uden religiøs påklædning. Fra 2008 til 2015 blev den mandlige ansøger jævnligt chikaneret, slået og sparket af shiamilitser i byen. Der kom desuden patruljer og ransagede bopælene i det område, hvor familien boede. I [efteråret] 2015 henvendte fire maskerede og bevæbnede mænd i en bil sig med navns nævnelse til den mandlige ansøger, som gik på gaden. De maskerede mænd truede den mandlige ansøger med, at han og hans familie ville blive dræbt, hvis de ikke flyttede fra Samarra. Familien udrejste af Irak femten dage senere. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring til grund. Flygtningenævnet har imidlertid lagt vægt på, at kidnapningen af den mandlige ansøger skete for 10 år siden, at ansøgeren blev løsladt efter betaling af en løsesum, og at ansøgeren ikke siden er blevet opsøgt af denne gruppering. Flygtningenævnet finder derfor, at der er tale om et afsluttet forhold, begået af en kriminel gruppe. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at overfaldet på den kvindelige ansøger fandt sted for 9 år siden, hvorfor overfaldet må betragtes som et afsluttet forhold. Efter at den mandlige ansøger i [efteråret] 2015 blev opsøgt og truet ved sin arbejdsplads, kunne familien uden problemer opholde sig i hjemmet i 15 dage efter dette. Der er ikke grundlag for at antage, at de tre episoder, hvoraf de to ligger langt tilbage i tid, er indbyrdes forbundne eller har sammenhæng med, at ansøgerne boede nær shiamuslimske helligdomme, og det beror på ansøgernes egne formodninger, at dette er tilfældet. Det forhold, at ansøgerne i perioden op til [efteråret] 2015 er blevet chikaneret ved kontrolposter, og at deres bopæl jævnligt er blevet ransaget, var ikke målrettet ansøgerne men skete for alle beboere i området. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at det, ansøgerne har været udsat for, ikke har en sådan intensitet, at det er omfattet af udlændingelovens § 7. De sikkerhedsmæssige forhold i Irak er ikke af en karakter, så det kan antages, at der er reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/228/JHB.
