Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin bror, [M], idet hun har forladt hjemlandet uden hans tilladelse. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hun i 2003 blev gift med sin nuværende ægtefælle, der siden 2005 har opholdt sig i Danmark. Ansøgeren boede forud for indgåelse af ægteskabet og igen efter ægtefællens udrejse af Irak i 2005 hos sin bror, [M], der blev familiens overhoved efter ansøgerens far død i 2010. [M] udsatte både ansøgeren og hendes to børn for voldelige overgreb og trusler, særligt når han var påvirket af alkohol. De første overgreb mod ansøgeren fandt sted, før hun blev gift med sin nuværende ægtefælle, og fortsatte efter ægtefællens udrejse af Irak frem til ansøgerens udrejse i 2015. Siden 2005 truede [M] ofte ansøgeren med, at han ville slå hende ihjel. Da ansøgeren i 2009 blev gravid med sit først barn, truede [M] hende med en pistol rettet mod ansøgerens hoved. Omkring en uge efter ansøgerens indrejse i Danmark har ansøgerens mor oplyst, at [M] har sagt, at han vil slå ansøgeren ihjel, hvis han finder hende. Ansøgerens mor har endvidere oplyst, at [M] har haft en konflikt med ansøgerens anden bror, [S], der hjalp ansøgeren med at udrejse. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgerens konflikter med storebroren [M] har haft en sådan intensitet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af Udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren indgik ægteskab med [Æ] i 2003, og at hun siden 2005, hvor [Æ] blev familiesammenført til Danmark, har boet hos sin egen familie i Irak. Ansøgeren har forklaret, at ægtefællen har besøgt hende i Irak, og ansøgeren har i henholdsvis 2010 og 2011 født to børn. Ansøgeren har videre forklaret, at ægtefællen forsørgede hende og børnene, og at dette foregik ved, at ansøgerens ægtefælle sendte penge til [M]. Ansøgerens forklaring om [M’s] adfærd overfor hende har været ukonkret, og nævnet må lægge til grund, at [M] i den lange periode fra 2005 til 2015, og således også i perioden efter ansøgeren fødte to børn, ikke har gjort alvor af sine trusler. Ansøgeren har ikke kunnet henvise til konkrete episoder, der ledte til, at ansøgeren besluttede at udrejse i efteråret 2015, og nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at den omstændighed, at ansøgeren er udrejst for at slutte sig til sin ægtefælle, vil medføre en skærpelse af konflikten med [M]. Ud fra en samlet vurdering finder Flygtningenævnet derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/222/TPS
