Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter ISIL. To medlemmer af ISIL rettede henvendelse på ansøgerens bopæl i [efteråret] 2015. De sagde til ansøgerens far, at de skulle bruge unge mænd over 18 år. Ansøgeren fik tid til at tage afsked med sin familie, da de først ville hente ansøgeren den følgende mandag. Ansøgeren og hans familie blev bange for, hvad der ville ske, så de besluttede, at ansøgeren skulle udrejse. Ansøgeren udrejste illegalt af Irak [i efteråret] 2015 sammen med sin fætter, [O]. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han som sunnimuslim frygter shiitiske militser. Ansøgerens familie flygtede fra Mosul under befrielsen fra ISIL. De opholder sig nu i en flygtningelejr, der ligger 20 km. syd for Mosul. Familiens bopæl er ødelagt. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren ikke selv har været tilknyttet ISIL, og at han heller ikke har været tilknyttet eller profileret over for andre grupperinger, herunder shia-militser ligesom det efter ansøgerens forklaring lægges til grund, at hans familie ikke har støttet ISIL eller andre grupperinger, og at han ikke personligt kender nogen, der har tilsluttet sig ISIL. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren udrejste af Irak af frygt for at blive hvervet af ISIL, mens hans familie blev boende i Mosul, indtil de i forbindelse med de voldsomme kampe under befrielsen af Mosul måtte flygte til en flygtningelejr uden for Mosul. Det lægges efter indholdet af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Mosul til grund, at ISIS er fordrevet fra Mosul, og at regeringen sammen med grupperinger støttet af regeringen har kontrollen over Mosul. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at den generelle sikkerhedssituation i Mosul ikke er af en sådan karakter, at det i sig selv kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at han er profileret over for eller har konkrete konflikter, herunder med shia-militser i Mosul, ligesom han ikke har sandsynliggjort, at forholdene i Mosul – trods svære på grund af ødelæggelserne i byen – er af en sådan karakter, at han ikke kan henvises til at tage ophold der. Det forhold, at ansøgeren er sunnimuslim, ændrer ikke herved. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/213/MKT