irak2017199

Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra [mindre by], Salah ad Din, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at Isil vil slå ham ihjel, idet han flygtede fra [mindre by] i stedet for at arbejde som sygeplejerske for Isil ved fronten. Han frygter endvidere, at den shiitiske milits Hashd Al Shaabi vil slå ham ihjel, idet militsen vil betragte ham som en, der har samarbejdet med Isil. Ansøgeren frygter ydermere, at peshmergaerne vil slå ham ihjel, idet peshmergaerne ligeledes vil betragte ham som en, der har samarbejdet med Isil. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at Isil overtog kontrollen med hospitalet i [mindre by] i [sommeren] 2014, og at ansøgeren arbejdede på hospitalet som sygeplejerske. Han fortsatte sit arbejde på hospitalet, hvor han også behandlede sårede medlemmer af Isil. I [starten af] 2015 blev to sygeplejersker taget med til fronten af Isil med en til tre ugers mellemrum. Sygeplejerskerne vendte ikke tilbage til hospitalet. I [starten af] 2015 slog Isil en læge ihjel, idet lægen havde nægtet at tage med til fronten. Isil henvendte sig til ansøgeren [i sommeren] 2015 for at fortælle ham, at han skulle med til fronten to dage senere. Ansøgeren meddelte Isil, at han ville tage med til fronten, men han ringede efterfølgende til sin ven, [A], og en halv time senere tog ansøgeren hjem til [A]. [A] arrangerede ansøgerens udrejse af Irak, hvorefter ansøgeren udrejste af [mindre by] samme aften, og han udrejste af Irak [i sommeren] 2015. Han var ikke udrejst af [mindre by] tidligere i løbet af de forudgående 15 måneder, idet der var medlemmer af Islamisk Stat overalt. Isil opsøgte ansøgerens mor få dage efter hans udrejse af Irak for at spørge efter ansøgeren, og Isil opsøgte hans mor igen omkring en uge senere for at smide hans mor ud af hendes hus. Flygtningenævnet finder, at dele af ansøgers forklaring på centrale punkter fremstår usandsynlig. Forklaringen om, at Islamisk Stats gav ham 2 dages varsel fremstår usandsynlig, henset til at det gav ansøger 2 dage til flygte. Forklaringen om, at ansøger udrejste af [mindre by] med mindre end en dags varsel fremstår tillige usandsynlig henset til, at det efter ansøgers oplysninger ikke havde været muligt at for ham at udrejse de forudgående 15 måneder, idet der var islamisk stat medlemmer overalt. Uanset om hovedparten af ansøgers forklaring måtte blive lagt til grund, finder Flygtningenævnet ikke, at det kan føre til, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, da Isil ikke længere har kontrollen over ansøgers hjemområde. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at de generelle forhold i ansøgerens hjemområde kan begrunde at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøger har oplyst, at han frygter den shiitiske milits Hashd Al Shaabi. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøger har oplyst, at han ikke har nogen konkrete konflikter med Hashd Al Shaabi, og at ansøger ikke har oplyst om nogle forhold, der efter Flygtningenævnets vurdering skulle gøre ansøger særlig profileret i forhold til Hashd Al Shaabi. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøger tidligere har oplyst, at han frygter peshmergaerne. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøger har oplyst, at han ikke har nogen konkrete konflikter med peshmergaerne, og at ansøger ikke har oplyst om nogle forhold, der efter Flygtningenævnets vurdering skulle gøre ansøger særlig profileret i forhold til peshmergaerne. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund ikke, at ansøger som følge af sit navn og det forhold, at han er sunni-muslimsk mand og har arbejdet som sygeplejerske på et hospital i et område og på et hospital, der tidligere var kontrolleret af Isil, har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/199/IVK