Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske arabere og sunnimuslimer af trosretning fra henholdsvis [landsby], [by], Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter ISIL og den generelle situation i Irak. Endvidere har ansøgerne henvist til forholdene for sunnimuslimer, herunder særligt sunnimuslimer, der stammer fra områder, der tidligere har været under kontrol af ISIL. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han har været tilbageholdt af de irakiske myndigheder og af ISIL. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2 er opfyldt. Flygtningenævnet finder, at den mandlige ansøgers konflikt med de irakiske myndigheder må betragtes som et afsluttet forhold. Nævnet har herved lagt vægt på, at myndighedernes tilbageholdelse af den mandlige ansøger fandt sted to år før ansøgernes udrejse, at den mandlige ansøger blev løsladt uden yderligere konsekvenser, og at den mandlige ansøger ikke efterfølgende har oplevet konflikter med myndighederne. Endvidere har ansøgerne efterfølgende fået udstedt pas til deres søn og er udrejst legalt af Irak. Endvidere finder Flygtningenævnet, at den mandlige ansøger ikke har en konkret og individuel konflikt med ISIL, selvom han har været tilbageholdt, og ISIL ransagede familiens hjem i 2014. Nævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger har opholdt sig i [landsby] frem til september 2015 uden at opleve yderligere konflikter med ISIL siden 2014, og at han blev løsladt fra sin tilbageholdelse uden yderligere konsekvenser. Dertil kommer, at ISIL ikke længere har kontrollen over ansøgernes hjemområde. Derudover finder Flygtningenævnet, at den mandlige ansøger ikke har nogen konkret og individuel konflikt med shiamuslimske militser. Ligeledes har den kvindelige ansøger ikke konkrete og individuelle konflikter med hverken myndigheder, privatpersoner eller grupperinger i Irak. Endelig finder Flygtningenævnet, at der ikke er grund til at antage, at ansøgerne ved en udsendelse til Irak vil være i reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Nævnet har herved lagt vægt på, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, herunder i ansøgernes hjemområde, ikke er af en sådan karakter, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2017/180/SHH
