Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af ISIL og shia militser, idet ISIL betragter ansøgeren som en forræder, idet han ikke kæmpede for dem, men flygtede, og fordi han tog et ISIL-flag ned. Ansøgeren har som asylmotiv videre oplyst, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter for at blive slået ihjel af shia militser, fordi han er sunni og kommer fra et område, der har været kontrolleret af ISIL. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [ i sommeren] 2014 kom ISIL til ansøgerens landsby, hvorfor to af ansøgerens brødre, som havde været soldater i den irakiske hær flygtede til Kirkuk. ISIL satte et IS-flag op på en skole i landsbyen, og skolen blev derefter bombet. Ansøgeren troede, at bombningen skete som følge af ISIL-flaget, hvorfor han tog det ned. Fire personer fra ISIL tog ansøgeren med til en nabolandsby, hvor han blev stillet for en ISIL-domstol, som var blevet oprettet i området. På dommerens spørgsmål om, hvorfor ansøgeren havde taget flaget ned, svarede ansøgeren, at han var bange for nye bombninger. Han fortalte dommeren, at han ikke kunne dræbe og derfor ikke havde afgivet troskabsløfte til ISIL. Ansøgeren fik herefter lov til at tage hjem. Omkring to uger efter flygtede ansøgeren sammen med sin familie fra landsbyen. De flygtede til [en anden landsby], som ligger i Amerliy-området, hvor de boede hos ansøgerens faster. Ansøgerens fars farbror blev slået ihjel, da shia militser begyndte at slå sunni muslimer ihjel i [landsbyen], hvorfor ansøgeren sammen med sin familie flygtede videre til Kirkuk. Ansøgeren valgte efterfølgende at forlade Irak [i vinteren] 2015 på grund af de generelle forhold for sunni muslimske flygtninge i Kirkuk. Uanset om ansøgerens forklaring om konflikten med ISIL lægges til grund, finder Flygtningenævnet ikke, at dette kan føre til, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, idet ISIL ikke længere har kontrollen i ansøgerens hjemområde. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i ansøgerens hjemområde – uanset de er vanskelige for sunni-muslimer – kan begrunde, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgeren ikke alene som følge af sit navn og det forhold, at han er en ung sunni-muslimsk mand fra et område, der tidligere er kontrolleret af ISIL, har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/176/lrn