Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og shia-muslimer fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter for sit og sine sønners liv, idet sønnerne, [B] og [A], har modtaget trusler af Sadr-partiet. Derudover frygter ansøgeren for den generelle sikkerhedssituation i Irak. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes sønner, [B] og [A], har modtaget både skriftlige og mundtlige trusler af Sadr-partiet i Irak, som krævede, at sønnerne skulle slutte sig til partiet. Ansøgeren fik kendskab til truslerne mod hendes sønner i august eller september 2015 efter udrejsen af Irak. Flygtningenævnet har dags dato truffet følgende afgørelse vedrørende ansøgerens ældste søn [B]: ”Det påhviler efter udlændingelovens § 40 asylansøgere at sandsynliggøre deres asylmotiv. Flygtningenævnet finder imidlertid, at den mandlige ansøgers forklaring må tilsidesættes som divergerende og udbyggende og dermed utroværdig. Han har således blandt andet til oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at han ingen problemer havde med Al-Sadr i perioden fra 2012 til 2015, og at han overhovedet ikke havde kontakt med gruppen efter januar 2015. Derimod har han i asylsamtalen med Udlændingestyrelsen og for nævnet forklaret, at meget alvorlige trusler mod familien blev fremsat i 2012, hvorfor han sørgede for at sende sin ægtefælle til Iran, og at han endvidere efter de påståede trusler mod broren [A] i foråret 2015, var i kontakt med gruppen og lovede samarbejde med denne. Den kvindelige ansøger har alene henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv findes asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Flygtningenævnet har ligeledes dags dato truffet følgende afgørelse vedrørende ansøgerens anden søn [A]: ”Det påhviler efter udlændingelovens § 40 en asylansøger at sandsynliggøre sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes som divergerende og udbyggende og dermed utroværdig. Han har således i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han allerede ved modtagelsen af den skriftlige trussel blev så bange, at han bad sin mor flytte i sikkerhed hos broren, mens han i asylsamtalen og i nævnet har forklaret, at han slet ikke tog den skriftlige trussel alvorligt, og at moren først flyttede efter en mundtlig trussel. Han har endvidere først for nævnet forklaret, at navnet på den, der fremsatte den mundtlige trussel, var Abu Haida, mens han tidligere har forklaret, at den pågældendes navn ikke kom frem. Han har endelig forklaret divergerende om hvorvidt truslerne blev fremsat af den person, der kontaktede ham på gaden eller af en person hentet i en bil. Endvidere bemærkes, at Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens bror [B’s] forklaring ligeledes er tilsidesat som utroværdig ved afgørelse af dags dato. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv findes asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ansøgeren har som sit asylmotiv alene henvist til, at hun som følge af de påståede trusler mod sønnerne og deres familier, selv vil være i risiko ved en tilbagevenden til Irak. På baggrund af de ovennævnte afgørelser finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv findes asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/167/EMU
