Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og kristen fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af en shiitisk milits ved navn Asa’ib Ahl Al Haq, da ansøgeren er kristen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han en dag i [foråret] 2014 var på vej hjem fra arbejde, da han blev kidnappet i en bil af militsen Asa’ib Ahl Al Haq. Ansøgeren var kidnappet i fire til seks timer, hvor han fik at vide, at de vidste, at der stod på hans ID-kort, at han var muslim, og at han derfor ikke var kristen. Ansøgeren fik revet neglen af sin storetå og besvimede heraf. Herefter blev ansøgeren smidt ud af bilen. Ansøgeren har videre oplyst, at han i [sommeren] 2015 blev opsøgt to gange på sin arbejdsplads af militsen, der ville have, at ansøgeren arbejdede for dem. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet anser ansøgerens forklaring for usandsynlig, bemærkelsesværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet give nogen rimelig forklaring på, hvorfor det var nødvendigt for ham at få bekræftet sin dåbsattest i 2013. Dette er sammenholdt med, at ansøgeren ikke har kunnet give nogen forklaring på, hvorfor han ikke kunne forklare Asa’ib Ahl Al Haq, at han ikke var frafalden muslim. Endvidere finder nævnet det helt usandsynligt, at Asa’ib Ahl Al Haq ønskede at hverve ansøgeren, der ikke har kunnet henvise til, at han besad særlige kvalifikationer eller på anden måde kunne gøre sig nyttig for Asa’ib Ahl Al Haq. Nævnet var endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i forbindelse med, at han på ny kom i besiddelse af sit oprindelige pas i [foråret] 2016, gav udtryk for, at han ønskede at frafalde sin asylansøgning og rejse tilbage til Irak. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2017/16/SEL